Disneys "Den lille havfrue"-remake sætter kurs mod Sardinien

"Havet er skøøøøønt!"

Genindspilningen af Disneys animerede klassiker "Den lille havfrue" har på grund af pandemien haft van(d)skelige kår, men nu forlyder det, at produktionen så småt er tilbage på sporet. 

Ifølge Variety skal optagelsene til undervandseventyret for en stor dels vedkommende foregå på den italienske ø Sardinien, der blandt andet er kendt for sine smukke, hvide sandstrande og krystalklare vand. 

Der skulle altså være garanti for billedskønne scenerier på og omkring Middelhavsperlen, som også dannede bagtæppe i 007-klassikeren "The Spy Who Loved Me".

Læs også: Optagelserne til Disneys "Peter Pan"-remake er skudt i gang

Kameraerne begynder angiveligt at snurre tidligt på sommeren, og på rollelisten optræder prominente navne som Melissa McCarthy ("Ghostbusters") og Javier Bardem ("mother!") i rollerne som hhv. havheksen Ursula og Kong Triton. 

De får blandt andet selskab af R&B-sangerinden Halle Bailey som havfruen Ariel, mens Jonah Hauer-King har landet rollen som drømmeprinsen Erik. 

Den nye udgave vil byde på et genhør med de klassiske sange fra den animerede original fra 1989, som blev instrueret af makkerparret Ron Clements og John Musker. Den nye film vil dog også indeholde nye kompositioner af veteranen Alan Menken og "Hamilton"-stjernen Lin-Manuel Miranda.

I instruktørstolen finder vi Rob Marshall ("Mary Poppins vender tilbage"), og live-action-versionen af "Den lille havfrue" ventes at få premiere engang i 2022. 

Kommentarer

Disneys "Den lille havfrue"-remake sætter kurs mod Sardinien

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen