"Fargo"-instruktør løfter sløret for skrottet "Alien"-serie

Noah Hawley bekræfter vedvarende rygter, men slukker samtidig håbet for en "Alien"-serie.

Inden længe får fjerde sæson af hitserien "Fargo" premiere, og i den forbindelse er seriens skaber og instruktør Noah Hawley i fuld sving med at promovere serien. Under et nyligt interview kunne Hawley ligeledes løfte lidt af sløret for en "Alien"-serie, han sammen med selskabet FX arbejdede på.  

Serien skulle udspille sig i samme univers som resten af franchisen der blev startet med Ridley Scotts film fra 1979, og ville med Hawleys egne ord fokusere på det menneskelige drama, inklusive rummonstre.

Hvorfor planerne om en serie blev skrottet, er uvist. Det kan dog efter al sandsynlig skyldes Disneys opkøb af Fox, hvilket betød, at en lang række planlagte projekter blev skrinlagt.

Selvom det ikke tyder på, at vi får en "Alien"-serie, er der alligevel nyt på vej. Ridley Scott har tidligere bekræftet, at han har planer om endnu en film i franchisen, hvilket efter alt at dømme bliver en fortsættelse til "Alien: Covenant" fra 2017. Om det så er nok til at tilfredsstille franchisens fans, må tiden vise...

Kommentarer

"Fargo"-instruktør løfter sløret for skrottet "Alien"-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen