"Fast & Furious 10" udskydes

Endnu en storfilm må trække i håndbremsen – men heldigvis ikke så længe!

Det er (desværre) for længst blevet hverdagskost for klodens biografgængere at skulle vente endnu længere på kommende premierefilm end oprindeligt planlagt/annonceret.

Seneste eksempel er den kommende "Fast & Furious 10", der – nøjagtigt ligesom "Fast & Furious 9" – pludselig bliver bedt om at holde tilbage for rødt lys, før den omsider kan køre ind i biografsalene.

Lykkeligvis er der denne gang tale om en ret beskeden udskydelse på blot én enkelt måned – "Fast & Furious 10" lander i de amerikanske biografer den 19. maj 2023 (og formentlig cirka samtidigt i Danmark), hvor filmens oprindelige premieredato var 7. april 2023.

Læs også: Vin Diesel trygler Dwayne Johnson om at vende tilbage i "Fast & Furious 10"

"Fast & Furious 10" (som i virkeligheden er franchisens 11. film, idet vi fik en spin-off, "Fast & Furious: Hobbs & Shaw", tilbage i 2019) skydes samtidigt med "Fast & Furious 11", som efter planen runder filmsagaens centrale fortælling af, som blev kickstartet af "The Fast and the Furious" for 20 år siden.

Justin Lin ("Star Trek Beyond") sidder nok en gang i instruktørstolen, og planen er, at Vin Diesel, Jordana Brewster, Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, Ludacris, Nathalie Emmanuel og Charlize Theron vender tilbage foran kameraet.

Noget tyder dog på, at Dwayne 'The Rock' Johnson har valgt at bakke helt ud af de kommende fortsættelser.

Vi ved dog endnu ikke, om danske Thue Ersted Rasmussen, som spillede skurk i "Fast & Furious 9", vender tilbage i de kommende film. Herunder kan I se Moovy TV's interview med Rasmussen om hans hæsblæsende Hollywood-eventyr:

Kommentarer

"Fast & Furious 10" udskydes

  • 1

    Nå men så har jeg da lidt tid til og se de sidste 5.... måske...

    Terning21-12-21 08:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen