Kevin Smiths "Dødens gab"-spoof bliver uden Jay and Silent Bob

Den nørdede filmskaber har dog langtfra opgivet "Moose Jaws".

Kevin Smith er mand med mange skøre idéer. En af de på papiret virkeligt skøre er "Moose Jaws" – ment som sidste tredjedel af "True North"-trilogien og som opfølger til "Tusk" og "Yoga Hosers".

Oprindeligt var det meningen, at den legendariske duo Jay and Silent Bob skulle optræde i "Dødens gab"-spoofen. Det har Smith dog nu besluttet ikke kommer til at ske alligevel. Det fortæller han i et interview med Jake Hamilton fra Jake's Take.

Se også: Kevin Smith har færdiggjort sit manuskript til "Mallrats 2" og kommer med mere info

"Lige nu er jeg i gang med skrive Jay and Silent Bob ud af den," fortæller Smith. "De vender tilbage i 'Mallrats'-opfølgeren og andre projekter." Dog er der ingen tvivl om, "Moose Jaws" lyder tilpas gakket til, at det umage makkerpar ville passe perfekt ind.

Kevin Smith slækkede ikke på superlativerne, da han omtalte "Moose Jaws" på Sundance-filmfestivalen tilbage i 2016. "Dette er en fuckin' fan-film. Idéen er, at det er én til én 'Dødens gab' indtil tredje akt. I tredje akt udvikler det sig til 'Godzilla', 'Destroy All Monsters', 'Star Trek II: The Wrath of Khan' og runder af med 'Jedi-ridderen vender tilbage'," sagde Smith dengang.

Senest var Kevin Smith biografaktuel med "Jay and Silent Bob Reboot", hvor netop de to antihelte var på plakaten. Herunder kan du se Moovy TV's interview med Kevin Smith, hvor han bl.a. diskuterer sine kommende projekter:

Kommentarer

Kevin Smiths "Dødens gab"-spoof bliver uden Jay and Silent Bob

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen