Hvis den norske Prekestolen kan fungere som et bjerg i Pakistan, så behøver de nok heller ikke Venedig for at være i Venedig.
"Mission: Impossible 7" dropper måske alle optagelser i Italien
Desuden er både "Mission: Impossible 7" og "Mission: Impossible 8" netop blevet udskudt af filmselskabet Paramount.
Optagelserne til den unavngivne "Mission: Impossible 7" var i fuld gang, da corona-epidemien fik et greb om kloden. Særligt Italien er blevet hårdt ramt af sygdommen, og Venedig skulle ellers spille en nøglerolle i filmens plot.
Christopher McQuarrie, som har instrueret franchisens to seneste film, "Mission: Impossible - Rogue Nation" og "Mission: Impossible - Fallout", indspiller efter planen actionsagaens to næste kapitler samtidigt, og så udgives filmene med cirka ét års mellemrum.
Men Variety rapporterer, at begge film nu er blevet udskudt. Mens "Mission: Impossible 7" er blevet udskudt fra juli 2021 til november 2021, så er "Mission: Impossible 8" blevet udskudt fra august 2022 til november 2022.
Samtidig fortæller Variety, at filmholdet i øjeblikket helt overvejer at droppe alle optagelser i Venedig og i stedet skrive manuskriptet om, så der kan skydes på en alternativ location inden for nærmeste fremtid.
McQuarrie og Co. håber dog angiveligt, at de kan rejse til Italien og filme engang til efteråret. Men den uforudsigelige coronavirus gør det umuligt at spå, hvad der kommer til at ske.