Paul Verhoeven og "RoboCop"-forfatter genforenes på ny thriller: "Young Sinner"

Den hollandske filmmager og Edward Neumeier samarbejdede også på sci-fi-nyklassikeren "Starship Troopers".

Det kreative makkerpar Paul Verhoeven og Edward Neumeier stod bag to af det 20. århundredes største science fiction-perler: "RoboCop" og "Starship Troopers", som Verhoeven instruerede, mens Neumeier skrev drejebøgerne.

Og nu slår d'herrer nok en gang pjalterne sammen. Deadline rapporterer, at Verhoeven og Neumeier skal lave den politiske thriller "Young Sinner".

Selvom både "RoboCop" og "Starship Troopers" var spækket med action og sci-fi-idéer, så var de i dén grad også gennemsyret af politiske under- og overtoner – særligt fascisme og nationalisme blev der gjort grin med i sidstnævnte film.

Læs også: Den oprindelige RoboCop vender ikke tilbage i "RoboCop Returns"

Det er dog en anden af Verhoevens tidligere film, som instruktøren selv sammenligner parrets næste projekt med: den erotiske thriller "Basic Instinct" (på dansk: "Iskoldt begær").

"Der er tale om en opfindsom pendant til film som 'Farligt begær' og 'Basic Instinct'," konstaterede Verhoeven, da han annoncerede det nye projekt. "Og vi tilføjer ikke en masse digitale elementer. Så lidt som muligt."

Det lyder altså til, at "Young Sinner" ikke bliver mændenes tredje sci-fi-projekt. Neumeier fastslog derudover, at filmen tydeligvis er inspireret af det magtmisbrug, der foregår i USA's politiske arena – særligt af den seksuelle variant:

"'Young Sinner' er en politisk thriller, som udfolder sig i Washington D.C. Vores heltinde er en ung ansat, som arbejder for en magtfuld senator og vikles ind i et spindelvæv af internationale intriger og farer, og selvfølgelig spiller sex en rolle."

Vi ved dog ikke, hvornår "Young Sinner" går i produktion, eller hvilke skuespillere Verhoeven og Co. overvejer at hyre.

Kommentarer

Paul Verhoeven og "RoboCop"-forfatter genforenes på ny thriller: "Young Sinner"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen