Sidse Babett Knudsen er mafiaboss i Udkantsdanmark i ny film

Nu får dansk film noget så sjældent som et moderne mafiadrama.

I dag kan produktionsselskabet Snowglobe og Scanbox Entertainment offentliggøre instruktør Jeanette Nordahls spillefilmsdebut "Kød og blod", der beskrives som en sitrende intens fortælling med et nådesløst blik på kærlighed og vold i en kriminel familie i provinsen.

I filmen befinder vi os et sted i Danmark. Da Idas mor omkommer i en bilulykke, placeres den kun 17-årige pige hos sin tante og sine voksne fætre. Idas nye hjem er fyldt med kærlighed, men i kraft af familiens kriminelle levevej bliver det efterhånden sværere og sværere for Ida at adskille vold og kærlighed. Snart indser hun, hvad hendes mor forsøgte at flygte fra...

Sidse Babett Knudsen som gangster-mama

Sidse Babett Knudsen vender tilbage til dansk film i rollen som Idas tante, Bodil, familiens matriark. Efter store roller i bl.a. HBO's "Westworld" og filmatiseringen af Dan Brown-bestselleren "Inferno" skal hun vise helt nye sider af sit talent som dansk mafiaboss i Udkantsdanmark.

I rollen som Ida har unge Sandra Guldberg Kampp sin første større filmrolle, og overfor hende medvirker Joachim Fjelstrup, Elliott Crosset Hove og Besir Zeciri i rollerne som hendes kriminelle fætre.

"Kød og blod" skrives af Ingeborg Topsøe, og filmen har forventet biografpremiere 1. august 2019.

Kommentarer

Sidse Babett Knudsen er mafiaboss i Udkantsdanmark i ny film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen