Tom Hardy vil trodse elementerne som Antarktis-ekspeditionsleder

Den britiske skuespiller Tom Hardy har gang på gang vist, at han mestrer de fysisk krævende og udfordrende roller, blandt andet i Nicolas Winding Refns "Bronson" og Brian Helgelands "Legend". En af hans mest mindeværdige optrædener var som John Fitzgerald i Alejandro G. Inárritus "The Revenant" – en rolle, der gav ham en Oscar-nominering.

Hardy har åbenbart ikke fået nok af sne og den barske natur, for han er netop blevet castet som Ernest Shackleton. "Shackleton", som bliver filmens titel, kommer til at handle om den britiske polarforsker Ernest Shackleton, der tog på flere Antarktiske ekspeditioner.

Hovedplottet i filmen bliver Endurance-ekspeditionen (1914-17), hvor Skibet "Endurance" under Shackletons ledelse blev fanget i isen og efterlod hele besætningen i en kritisk tilstand. Ekspeditionens mål blev derfor brat ændret til en kamp for at overleve frysegraderne i fjendtlige territorier med minimalt af rationer.

Det er StudioCanal, der financierer projektet, og Peter Straughan ("Dame, konge, es, spion") er blevet sat på opgaven med at skrive manuskriptet. Det vides endnu ikke, hvem der skal instruere filmen, men uanset hvad, kan det næsten kun blive interessant med den altid velspillende Hardy i hovedrollen.

Kommentarer

Tom Hardy vil trodse elementerne som Antarktis-ekspeditionsleder

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen