Anmeldelse: Unge Ahmed
Med "Unge Ahmed" tager Dardenne-brødrene hånd om ekstremisme og radikaliseringens væsen på bedste socialrealistiske vis.
"Prinserne af socialrealisme" kunne der meget vel stå i overskriften, når Dardenne-brødre, Jean-Pierre og Luc, engang takker af. For hvis britiske Ken Loach er kongen af socialrealisme på film, så må de belgiske brødre – og det mangeårige makkerpar – stå næst som tronarvinger. Sammen med netop Loach har de to filmmagere givet stemme til arbejderklassen. Italesat livets barske virkelighed og på vejen vundet næsten enhver prestigefyldt pris, Cannes-filmfestivalen har at tilbyde – heriblandt Guldpalmen hele to gange. Nu er Dardenne-brødrene tilbage med "Unge Ahmed" og mere af det samme gode fra den socialrealistiske skuffe.
"Unge Ahmed" omhandler den 13-årige belgiske dreng Ahmed, som står på en skillevej i sit liv. Drengen føler sig fanget mellem drengesindets mange ungdommelige fristelser, mens trolig dyrkelse af Koranen er ved at sende ham ned ad en ekstremistisk vej. Med blind tro følger Ahmed sin imams ord, der frasiger sig håndtryk til kvinder, fordømmelse af Vestens friheder og død over de vantro. Da Ahmed mislykkes med et overfald på sin kvindelige lærer, sendes den unge muslim ud på en rehabiliteringsgård, hvor den radikale troende skal afradikaliseres. Og så flyder to vidt forskellige verdenssyn sammen, når Ahmed møder gårdens andre mennesker.
Dardenne-brødrene var aktuelle i 2015 med "To dage, en nat", hvor en ung kvinde viljefast måtte kæmpe for at beholde sit job. I "Unge Ahmed" er det tematiske skiftet ud, men selvom vi er gået fra kapitalismens knusende væsen til unge radikaliserede og tro, er stilen den samme, og unge Ahmeds rejse igennem en eksplosion af følelser ligner til forveksling en spirituel toer. Dardenne-brødrene går helt tæt på Ahmed. Med kameraet placeret over drengens skulder følger makkerparret den unge muslim i tykt og tyndt, så livets barske omstændigheder når helt ud over skærmen.
Unge Ahmed er nemlig en helt uskyldig dreng, der er blevet pålagt et verdenssyn, han ikke selv er herre over. Således diskrediterer Ahmed sit eget barnlige syn på verden og indlemmer sig i stedet for i en gruppe, hvor det er os mod dem. Os mod de vantroende og dem, der ikke lever efter samme livsvilkår. Dardenne-brødrene er dog ikke ude på at fordømme religion eller imamens ord. I stedet giver de et observant indblik i, hvordan radikalisering og ekstremismens ideologi hurtigt vokser i sindet, hvis den får lov til at forplante sig.
At Dardenne-brødrenes stemme aldrig bliver fordømmende eller reelt tager stilling skyldes især deres brug af socialrealismens nøgterne øje, som de mestrer til fulde. Som fluerne på væggen går de helt tæt på Ahmeds virkelighed, mens der i hektiske fransk nybølge-jump cuts hyppigt klippes mellem episoder fra Ahmeds hverdag. Fra skænderier med moderen og søsteren om kvindens rolle til når Ahmed isolerer sig på værelset og finder ro i sine daglige bønner. Yderst stærkt og sikkert brug af filmsprog fra de belgiske brødre, der trofast giver stemme til én af samfundets allermest udsatte.
Det er modigt af de to ældre herrer at begive sig ud i en socialrealistisk fortælling, der skal vægte radikalisering, religion, integration og ekstremisme på små 85 minutter. Men Dardenne-brødrene slipper afsted med det. Simpelthen ved at lytte og observere fremfor at pege fingre og prædike.