Anmeldelse: After 2: After We Collided

I et miks af pornoficerede teenagedrømme stiller "After 2: After We Collided" livets store spørgsmål: Hvor latterligt kan to teenagere opføre sig?

Den berygtede "Fifty Shades of Grey"-trilogi appellerede til husmødrenes våde BDSM-fantasier med sit portræt af et ulige parforhold. Tidligere på året gjorde Netflix sit for at smide feminismen hundrede år bagud med kampliderlige "365 Days". Men hvad med farlig flirt til teenagerne, der baner vejen for slut-shaming, stereotype kønsroller og utroskab? Sidste år gjorde "After" sit for at ramme en generation af tweens. Baseret på fan fiction om den tidligere boyband-sanger Harry Styles blev sukkersød fanfiktion omdannet til dumhed. Efterfølgeren, "After 2: After We Collided", vil hjertens gerne være mere sexet. Det betyder, at der er skruet op for både bandeord, sex og idioti. På alle parametre.

En måned efter slutningen i "After" sidder bissen Hardin alene tilbage uden sit livs kærlighed, Tessa. Ekskæresten er nemlig stadigvæk sur over, at Hardin scorede hende som del af et væddemål. Beslutningen holder dog ikke længe. Trods sit nye travle arbejde som praktikant på et bogforlag må Tessa igen finde ud af det med bad boy Hardin. De to turtelduer kan simpelthen ikke leve uden hinanden. Herfra følger knalderier, skænderier, popsange og drama med Hardins distancerede mor og far.

Vi behøver ikke lade som om, at opremsningen af handlingsforløbet betyder noget. Størstedelen af, hvad Hardin og Tessa foretager sig igennem filmen, grænser til komplet nonsens, der er så blind af sin egen ungdommelige kådhed, at hverken karakterudvikling, fremdrift eller reelt drama eksisterer. For hvert overdramatiske skænderi er der en ulidelig, tåkrummende sexscene, som bør give unge og voksne røde kinder i ren flovhed. Og hvis en af disse to typer scener ikke udspiller sig, kører en kavalkade af kvalmende EDM-popsange eller nærbilleder af en Toyota eller undertøj fra Victoria's Secret. I det mindste er filmens budget sikret via product placement.

Syntes du, at Hardin og Tessa var usympatiske hovedroller i den første "After", kan du gange op med tusind her. Hardin, spillet af Ralph Fiennes' nevø, Hero Fiennes Tiffin, beviser, at nepotisme kan føre karrieren langt. Som grinagtig Shakespeare-citerende flødebolle med ar på sjælen og med muligvis de grimmeste tatoveringer nogensinde set på film er unge Tiffin helt uduelig. Ligeledes må Josephine Langford – lillesøster til Katherine Langford fra teenageserien "13 Reasons Why" – føje sig med et utal af utaknemmelige scener.

Hvis kærlighedsidealet i "After 2: After We Collided" er noget, unge drømmer om, bør samtlige forældre verden over gå i beredskab med det samme. Her er tale om den mest kvalmende, manipulerende og værste filmromance, der i en tid med #MeToo burde være et fortidslevn.

Den eneste bedrift, "After 2: After We Collided" formår, er at være så dårlig, at filmen snildt kan nævnes i samme åndedrag som de bedste dårlige film. Hvad end det er "The Room", Troll 2" eller "Birdemic". Så dårlig – og underholdende – er anden omgang med de to unge hormonforstyrrede elskere. "After" var også til én stjerne, men trods alt uskyldig og harmløs af natur. Her føles opfølgeren modsat som den lede storebror, der har solgt sin sjæl til djævelen og henlagt al morale og etik i håb om succes og berømmelse.