Anmeldelse: Lady og Vagabonden (Disney+)

"Lady og Vagabonden" serverer fine og harmløse disneyficerede kødboller for hele familien.

Efter den direkte pinlige filmatisering af "Artemis Fowl" vender Disney tilbage til den formular, som har sikret musen milliarder af dollars gennem de sidste (mindst) fire år: Live action-remakes. Som set med sidste års remakes af "Aladdin" og især "Løvernes konge" – genindspilninger, der ikke tilføjede meget mere end et moderne look og nye, virkelighedstro skuespillere. Nu er turen kommet til 1955-klassikeren "Lady og Vagabonden", hvor dette remake leverer det forventelige og ikke ret meget andet.

Cockerspanielen Lady (Tessa Thompson) lever et dejligt liv med ægteparret Jim Dear og Darling og er gode venner med de andre hunde i nabolaget. Hendes dejlige tilværelse bliver dog en dag truet af, at ægteparret bliver gravide. Hun møder gadehunden Vagabonden (Justin Theroux), der overbeviser hende om, at ægteparret vil glemme hende, når først barnet er født. Da Lady ender på gaden, slår de sig sammen for at overleve, og de forelsker sig langsomt i hinanden.

Handlingen er præcis som i originalen, så fokusset ligger mere på at ændre enkelte scener til fordel for realisme end at underbygge plottet med nye detaljer eller karakterer. Imens skal de klassiske sekvenser helst være så lig med originalen som overhovedet muligt. Selvom nyudgaven er 28 minutter længere end originalen, bliver den ekstra tid altså brugt på noget nær ingenting. Ligesom i remasteren af "Løvernes konge". Men på dette tidspunkt lader det til, at Disney nok aldrig kommer til at lære gamle hunde nye tricks.

Det er en skam, for filmen kommer ellers godt fra start. Her er der sjove indslag og charme i at se de bedårende hunde snakke med hinanden, hvor den kække Vagabonds liv på gaden især er underholdende. Animation – live action eller tegnet – har Disney bare styr på. Dertil er der også et veloplagt cast, hvor Tessa Thompson, Justin Theroux og Sam Elliott har det sjovt med deres roller. Desværre mister "Lady og Vagabonden" sit momentum cirka en halv time inde, hvorefter der satses på, at nostalgi redder dagen. Det er sagt før og må bare konstateres endeligt: Originalen formår mere med en kortere spilletid end denne udvidede ligegyldighed.

Valget med at bruge rigtige hunde fremfor CGI fortjener bestemt ros, men det er stadig en ringe erstatning af tegnefilmens sjove og følelsesmæssige ansigtsudtryk. Som med de fleste af disse Disney-remakes fjerner realismen meget af den sjæl og charme, som den gamle klassiker havde i spandevis. Publikum bliver serveret et halvspist kødben, der måske ser godt ud i det rette lys, men som tydeligt smager af en anden hunds savl. Og kun minder det søde kræ om, hvordan et helt kødben er så meget bedre.

Ikke fordi "Lady og Vagabonden" er en dårlig film. Ret skal være ret, den har sine charmerende øjeblikke og dygtige skuespillere bag sig. Men ligesom de andre Disney-remakes er denne moderne opdatering fuldstændig unødvendig. Især da 1955-klassikeren i forvejen ligger på Disney+. Nyudgaven er en udmærket bøf, der nok skal klare ærterne. Men hvorfor lade sig nøjes med noget, der er udmærket, når en femstjernet oplevelse ligger nemt tilgængelig? Det bedste, der kan siges, er, at "Lady og Vagabonden" er en fin og harmløs oplevelse. Men så heller ikke mere end det.