Ridley Scott giver "millennials og deres telefoner" skylden for, at "The Last Duel" floppede
Mesterinstruktøren trækker gammelmandskortet og skyder skylden på den yngre generation.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan Ridley Scotts nyeste opus, "The Last Duel", så ud til at floppe i biograferne. Ridley Scott har også tidligere luftet sin skuffelse over de manglede biografgængere, og i et nyligt interview med Marc Maron lægger instruktørlegenden ingen fingre imellem og peger direkte på de skyldige.
Scott selv mener nemlig, at nøglen til filmens manglende succes skal findes hos den yngre generation, som er opfostret med en telefon i hånden og de sociale medier:
"Jeg tror, vi kan koge det ned til, at vi har et publikum i dag, som er opfostret med de her fucking mobiltelefoner. En millennial, der ikke er interesseret i at lære noget nyt, medmindre det foregår på en mobiltelefon."
Den 83-årige instruktør har dog ikke lige taget højde for, at millennials næppe er det, vi i dag kan betegne som "den yngre generation". De yngste millennials i dag er i slutningen af 20'erne.
Ikke desto mindre har det storladne ridderdrama angiveligt kostet cirka 100 mio. dollars at producere – og det er i øvrigt eksklusive PR-udgifter. Men til dato har filmen, der udkom for over en måned siden, blot indtjent knap 30 mio. dollars på verdensplan.
Ridley Scott har tidligere på ugen også været i vælten, efter at han kaldte superheltefilm "fucking boring as shit."
Hvem ved? Måske får Ridley Scott mere held til at trække millennials i biografen med sin næste film, "House of Gucci", der får premiere i de danske biografer 2. december.
Moovy TV har i øvrigt talt "The Last Duel"-stjernen Jodie Comer og den Oscar-nominerede manuskriptforfatter Nicole Holofcener om Scotts ridderdrama. Se de eksklusive interviews herunder: