Netflix redder "Star Trek: Prodigy"

Den Emmy-belønnede animationsserie har været på udkig efter et nyt hjem, siden Paramount+ trak stikket på den i sommers.

Som den første "Star Trek"-serie siden "Star Trek: Enterprise", der sluttede tilbage i 2005, blev "Star Trek: Prodigy" aflivet før tid, da Paramount+ og CBS Studios valgte at skrotte føljetonen efter blot én sæson.

"Star Trek: Prodigy" er den første af "Star Trek"-franchisens i alt 11(!) serier, som målrettet går efter at underholde de yngste seere, og den produceres også i samarbejde med børnekanalen Nickelodeon. Serien har fået flotte anmeldelser og vandt sågar en Emmy, men Paramount+ og CBS aflivede den alligevel før planlagt for at spare penge.

Beslutningen blev vel at mærke truffet, mens seriens 2. sæson var i produktion, og adskillige nye afsnit er allerede 100% færdiggjorte. Derfor valgte Paramount+ og CBS også at finansiere den nye sæsons færdiggørelse for således at gøre serien mere attraktiv for potentielle købere.

Men eftersom alle de store streamingtjenester p.t. fjerner originalt indhold for at spare penge (herunder HBO Max og Disney+), så virkede det desværre usandsynligt, at trekkies nogensinde ville få lov til at se afrundingen på "Star Trek"-sagaen om en håndfuld unge rumvæsner, der udforsker galaksen på et opgravet Starfleet-rumskib.

Læs også: Quentin Tarantino talte uafbrudt i 20 minutter om sine idéer til ny "Star Trek"-film under manuskriptmøde

Men nu er der godt nyt! Ifølge den officielle "Star Trek"-hjemmeside så har Netflix overtaget "Star Trek: Prodigy", og de genudgiver senere i år seriens første sæson, før de i 2024 lancerer den spritnye 2. årgang.

Det udløste naturligvis et ramaskrig blandt "Star Trek"-franchisens anseelige fanskare, da "Star Trek: Prodigy" oprindeligt blev droppet. En kæmpe online-kampagne blev dernæst skudt i gang, og fly har også fløjet med "red 'Star Trek: Prodigy'"-bannere i USA. Og de mange fans' kamp har altså nu båret frugt.

"Star Trek"-franchisens chefproducer, Alex Kurtzman, udtaler: "Tusind tak til vores utrolige 'Star Trek: Prodigy'-fans, som ikke blot kæmpede på vegne af en tv-serie, men også på vegne af et fællesskab, som tror på, at vi sammen kan bygge en bedre fremtid. Vi gik efter at inspirere jer, men I inspirerede os. Holdet arbejder stadig hårdt på sæson 2, og vi glæder os til at dele det med fantastiske fans over hele verden."

Og skuespilleren Kate Mulgrew, som spillede kaptajn Kathryn Janeway i "Star Trek: Voyager" (1995-2001) og gentager rollen i "Star Trek: Prodigy", udtaler: "Jeg har altid sagt, at 'Star Trek' har en af verdens stærkeste og mest intelligente fanbaser. De har demonstreret deres kollektive passion, og vi er glade for at kunne fejre 'Prodigy' nok en gang."

Sæson 2 af "Star Trek: Prodigy" har endnu ikke fået en præcis premieredato.

Kommentarer

Netflix redder "Star Trek: Prodigy"

  • ★★★★★★1

    Mon ikke Netflix har fået den til en overkommelig pris, ved at vente så længe - den skal nok komme til at "live long and prosper" :-)

    Wayne12-10-23 12:20

  • ★★★★★0

    Stærkt gået, altså. Fremragende serie i øvrigt. Selvom jeg alligevel må erkende, at den nok fejler lidt i forhold til sit oprindelige mål med at appellere til unge ikke-trekkies. Der er godt nok mange komplekse spring i tid og rum, og den læner sig op ad en masse gammel Trek-lore undervejs.

    The Insider12-10-23 12:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen