"Scream 7" har nu også mistet sin instruktør

"Det var et drømmejob, der udviklede sig til et mareridt," skriver Christopher Landon på X.

Sjældent er et filmprojekt så hurtigt og markant blevet forvandlet fra et franchise-flagskib til en synkende skude, som det er tilfældet med "Scream 7". Den legendariske gyserinstruktør Wes Craven og manuskriptforfatteren Kevin Williamson kickstartede en gysersaga af rang med deres første "Scream" i 1996, men sagaens nyeste del er gået totalt i stå i en sump af kontroversielle beslutninger og afskedigelser.

Instruktøren Christopher Landon bekræfter på X (tidl. Twitter), at han ikke blot har valgt at forlade "Scream 7", men at det faktisk er adskillige uger siden, at han tog beslutningen. Han skriver forbavsende bramfrit og forfriskende ærligt:

"Jeg forlod officielt 'Scream 7' for flere uger siden. Det vil skuffe nogle og glæde andre. Det var et drømmejob, der udviklede sig til et mareridt. Og mit hjerte blødte for alle involverede parter. Alle. Men det er på tide at komme videre."

Læs også: Jigsaw vender tilbage i "Saw 11" allerede næste år

Landon refererer til fyringen af skuespilleren Melissa Barrera tilbage i november. Barrera spillede en af hovedrollerne i både "Scream" og sidste års "Scream 6", og hun blev rost af mange for sin indsats i gysersagaens nyeste kapitler. Men da hun delte Israel-kritiske opslag på de sociale medier, blev hun afskediget af filmselskabet Spyglass med den begrundelse, at hendes kommentarer var decideret antisemitiske.

Efterfølgende forlod "Wednesday"-stjernen Jenna Ortega også "Scream 7". Ortega spillede lillesøsteren til Barreras karakter, og selvom Ortega officielt trak sig ud af projektet, fordi optagelserne til 2. sæson af "Wednesday" var planlagt til at foregå samtidigt med optagelserne til "Scream 7", så var timingen påfaldende – og Ortega har også delt propalæstinensiske links på sine SOME-profiler.

Umiddelbart efter Barreras exit skrev Landon på X: "Alt sutter røv. Hold op med at råbe. Det her var ikke min beslutning." Dét opslag blev relativt hurtigt fjernet igen, men det pegede på, at Landon ikke var enig med beslutningen om at fyre Barrera, og det tyder hans offentlige opsigelse også på.

I sit nye X-opslag fastslår Landon også: "Jeg har intet andet at tilføje, ud over at jeg håber, at Wes' eftermæle trives og hæver sig over støjen i en splittet verden. Det, som han og Kevin skabte, er fantastisk, og det var en ære for mig at sole mig i deres lys i et kort øjeblik."

Landon har kritikerroste gysere som "Freaky" og "Happy Death Day" på CV'et. "Scream 7" skal altså nu både finde en ny instruktør og et helt nyt skuespillerhold...

Kommentarer

"Scream 7" har nu også mistet sin instruktør

  • ★★0

    Måske skulle de bare lade den franchise få kniven, medmindre der sker en drastisk form for nytænkning. I don't know...har nok ambivalent holdning hvad angår nr 7 film....og det er på trods af at jeg var nogenlunde underholdt af de to nyeste, som var okay-ish .

    Ryder66624-12-23 00:33

  • 0

    I den sidste forsøgte de noget nyt med at tage den til storbyen, men jeg var ikke synderligt imponeret, specielt ikke hvor dumme beslutninger nogle af karaktererne tog, når de havde været med så længe og efterhånden burde kende spillereglerne.

    Men jeg er endnu mindre imponeret over produktionsselskabet, der i huj og hast træffe drastiske beslutninger, og som det tydeligt fremgår, helt uden at involvere instruktøren. Fornuftigt at han trækker sig.

    Johnny4224-12-23 01:36

  • ★★0

    I den sidste forsøgte de noget nyt med at tage den til storbyen, men jeg var ikke synderligt imponeret, specielt ikke hvor dumme beslutninger nogle af karaktererne tog, når de havde været med så længe og efterhånden burde kende spillereglerne.

    Men jeg er endnu mindre imponeret over produktionsselskabet, der i huj og hast træffe drastiske beslutninger, og som det tydeligt fremgår, helt uden at involvere instruktøren. Fornuftigt at han trækker sig.

    Det er sandt, og er helt enig....

    Ratede dem vistnok nogenlunde højt, med forbehold for at ændre mening, selvfølgelig!!!!

    Ryder66624-12-23 01:41

  • ★★★★★2

    Hvis den film en dag ser dagens lys, vil jeg ikke bruge en krone på at se den.

    David Lund24-12-23 08:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen