Siden Lucas påståd at alle seks film handler dybest set om (ikke Luke, der gør alt det følelsesmæssige hårde arbejde i OT, men i stedet) Anakin Skywalker. Det påpeger han bl.a. her, her og her.
Totalt uenig med dit Solo eksempel.
Solo er en simpel mand ja - til at begynde med, men Harrison Ford gør et fantastisk arbejde især med sin ansigtsmimik for at vise nuancer i Solos karakter, der nok SIGER simple ting, men UDTRYKKER langt mere end bare det han siger. Det er da netop derfor han beskrives af mange som en smugler med et hjerte af guld.
Han ER ikke bare, men man kan netop mærke hans udvikling fra selvoptaget til hjælpende i løbet af ret kort tid.
Fra scenen, hvor Luke brokker sig over at han skrider (og hvor Chewbacca protesterer og er med til at spejle Hans usikkerhed om vitterligt at tage afsted for at redde sin egen røv) til slutningen af Battle of Yavin, hvor han med sit udråb klart afslører sin glæde over at hjælpe Luke med at ødelægge Dødsstjernen.
Det, som du kalder "nuancer" i Han Solos karakter, nemlig at han har et tøvende/eftertænksomt udtryk i scenen hvor han agter at smutte i stedet for at blive og hjælpe, er der jo masser af i Hayden Christensens skuespil i de scener hvor han står overfor svære valg i svære situationer: Han ser skiftevis tvivlende, desperat og sorgfuld ud.
Han Solo er hjælpende fra begyndelsen af, når det gælder om at kæmpe mod imperiets soldater, for disse er også HANS fjender, så det er ikke i den forstand han er selvoptaget; det er ikke her hans udvikling sker. Nej, udviklingen hos Han Solo handler om venskabet med Luke og Leia. Hans MOTIV for at hjælpe skifter fra at være penge til at være venskab. ... Men at sige, at der gøres mere ud af at skildre Han Solos udvikling end Anakins ditto, er - med tanke på de forsvindende få og små scener - ganske enkelt fuldstændig forkert.
Igen kan du sige og mene, at Anakins udvikling er dårligt eksekveret. Men han har FLERE scener end Han Solo, når det gælder skildringen af hans udvikling (tvivl og frustration) og det, der fører til hans skæbnesvangre valg. Og tilbage står stadig det faktum, at det halve sekund Han Solo står med et mut udtryk kan læses på to måder: (1) som stædighed, da han fortsætter med at pakke, eller (2) - i bedste fald - som en "måske har du lidt ret, men ikke helt"-attitude. Det er Chewbacca, der synes dårligt om at smutte - ikke Han Solo.
Det er sjovt, hvor meget du læner dig op af dialogen og ikke kropssprog, toneleje, manerer og handlinger i din tolkning af karaktererne - alle aspekter jeg synes er meget fraværende i Prequelsnes CGI-, greenscreenhelvede og i Hayden Christensens skuespil.
Jeg tror netop ikke på Anakins karakter fordi den er så utroværdigtt(ikke nødvendigvis realisisk, tak David!) beskrevet. Han ER netop bare blank.
Helt præcist HVOR er det, at jeg "læner [m]ig op af dialogen og ikke kropssprog, toneleje, manerer og handlinger i [m]in tolkning af karaktererne?
Jeg har altid sagt, at Hayden Christensen har nogle enormt udtryksfulde øjne, og et kropssprog og en mimik, der gør ham fuldstændig overbevisende i rollen. Det er disse ting, der primært gør indtryk på mig - ikke blot de replikker han siger.
Og som et P.S. til dette afsnit: Når jeg taler om at noget er "realistisk", mener jeg "troværdig". Jeg skelner ikke. Troværdighed kommer jo af, at det, som man ser, på den ene eller måde eller i stort eller småt, relaterer til/afspejler det virkelige liv og virkelige mennesker.
Ingen nuancer i skuespillet, som igen er så markant i OT, og især i "The Empire Strikes Back", da Irvin Kershner bevidst ville gøre karakterne mere relatérbare/menneskelige, især droiderne.
Det er bl.a. derfor både R2D2 og C-3PO har hver deres meget "menneskelige" øjeblikke, som når R2D2 står på "tæerne" for at kigge ind i Yodas hytte og C-3PO stopper med at tale, når han holdes for munden af Leia (selv om en højtaler ikke stopper med at larme når man dækker den til).
Det er de her små øjeblikke, som bare mangler fundamentalt i prequelsne. (Igen savner jeg enormt en udvisning af dybfølt kammeratskab mellem Obi-Wan og Anakin bare for at nævne det som eksempel.)
Jeg ser flere og mere "menneskelige" øjeblikke i Hayden Christensens scener end i den gamle trilogi - det er blot på en anden måde, nemlig i personkarakteristikken og i selve begivenhederne. Væk er det sort/hvide til fordel for langt flere nuancer og gråzoner.
Jeg HAR allerede givet rigeligt med eksempler på venskabet mellem Obi-Wan og Anakin, men kan da tilføje de mange eksempler på, at Anakin redder Obi-Wan eller er loyal overfor ham (såsom da han siger til Palpatine, at de ikke går nogen steder uden den bevidstløse Obi-Wan). Anakin udtrykker også sin kærlighed til Obi-Wan i scenen fra Episode 2, hvor han siger: "You're the closest thing I have to a father."
Luke er MEGANAIV (sjovt nok noget Lucas beskriver Anakin som, men Anakin er aldrig godmodig på samme måde) i begyndelsen af den første Star Wars film, men han ændrer sig enormt meget allerede i løbet af den første film, selv om han udvikler sig meget mere i de to næste.
Han er en god pilot, og har tilsyneladende en forbindelse med Kraften, men mest af alt udviser han et naivt, dumdristigt barns kvaliteter det meste af filmen.
Det er rigtigt at det kun er et spørgsmål om HVORNÅR, men årsagen til det HVORNÅR er meget forskelligt ift. hvad han havde indvilget i (at blive en sæson mere til høsten) og det, der i stedet sker (at onklen og tanten døde).
Deres død er ikke bare endnu en årsag, men bliver netop ÅRSAGEN til at tage afsted.
Sådan som jeg forstår hans karakter var han taget afsted på en dumdristig rejse ligegyldigt om han havde haft Obi-Wan ved sin side eller ej. (Han var nok død ret hurtigt uden Obi-Wan, og det er samtidigt det der får ham til at udvikle sig til ikke blot a følge sin dumdristighed HELE tiden, som han ellers gør i hele starten af filmen ved blindt at tro på R2D2 selv om han er skeptisk og fjerne den der "restraining bolt", blive overrumplet af Tusken Raiders, rejse tilbage til Lars Homestead selv om Obi-Wan advarede ham, modsige Han Solo osv.)
Uanset at onklen og tantens død bliver udslagsgivende, så er der stadig ingen udvikling hos Luke: Han havde stadig udrejse/eventyrlyst FØR de døde. Han ville stadig andet og mere end dyrke jorden. Han ER fra filmens start helten, der er klar til et eventyr.
Anakin skildres så dårligt hele vejen igennem prequelsne. (Kan faktisk langt bedre lide Jake Lloyds Anakin.)
Tjah, hvad kan jeg sige? Det er DIN mening.
Det er igen det der med at der PÅSTÅS så mange ting i løbet af prequelsne, men vi VISES sjældent noget.
Vi skal hele tiden TÆNKE det i stedet for at FØLE det.
For at "nyde" prequelsne, bliver jeg nødt til at efterrationalisere dem hele tiden i stedet for bare at lade mig rive med af det gode og nuancerede skuespil i de originale film.
Sådan er de tre prequels, JEG har set, ikke. Tværtimod. Jeg bliver hele tiden revet med af en stærk historie, nogle overbevisende karakterer (som følge af bundsolidt skuespil) og en billedside, hvor hovedvægten er lagt på billeder, stemninger og musik.
Efterrationalisering stødte jeg først på, da jeg første gang stødte på folk som dig, der ikke bryder sig om filmene. Jeg har aldrig siddet og set prequels-filmene med den slags tanker i hovedet, som du og andre gør sig. Faktisk synes jeg, at 99,99 procent af jeres argumenter og kritikpunkter virker temmelig opstyltede og søgte, og ihvertfald rammer de oftest helt ved siden af. Det er MIN oplevelse, og eftersom ærlighed vel er et must, er jeg nødt til at sige tingene som de - uanset at nogle måtte se helt anderledes på det.
Både 1, 2 og 3 er så godt skruet sammen, såvel plotmæssigt som på enhver anden måde, at min indre, glade filmnørd kun kan være helt og aldeles glad og tilfreds med det jeg ser. ... Den nye trilogi er efter min mening bedre end den gamle, simpelthen fordi (A) Anakins historie er mere interessant og jeg bedre kan relatere til hans person end til den til sammenligning evigt gode, flødebolle-fjæs-lignende Luke, (B) episode 1, 2 og 3 giver virkelig - sammen med Lucas' retrospektive ændringer og redigeringer - den gamle trilogi et tiltrængt kvalitets- og -plotmæssigt løft, (C) Star Wars-universet er større, flottere og mere fascinerende at skue i prequels-filmene og (D) blandt de tre prequels finder vi hele sagaens hidtil stærkeste kapitel: Episode 3, hvis mørke, tragiske og melankolske tone gør den til min favorit-Star Wars-film.
