Og her gik jeg og troede de havde “stjålet” det hele fra film i 80’erne. Hvor skuffende;-P
"Stranger Things"-skabere sagsøgt
Det siges, at kopi er den højeste form for smiger, men den vending giver instruktøren Charlie Kessler ikke meget for – han har nemlig sagsøgt "Stranger Things"-skaberne for tyveri af sin idé.
Det er ikke mange uger siden, at Guillermo del Toro blev beskyldt for at have tyvstjålet idéen til sin Oscar-darling "The Shape of Water", og nu er også Duffer-brødrene, der står bag den populære Netflix-serie "Stranger Things", blevet anklaget for at have ladet sig inspirere af andres idéer.
Charlie Kessler, som står bag søgsmålet, påstår nemlig, at det var ham, der gav brødrene idéen til den nostalgi-fremmende science fiction-serie, da han fremlagde idéen for dem på Tribeca Film Festival.
Kessler instruerede i 2012 en kortfilm, der skulle lægge op til spillefilmen "The Montauk Project", hvis ligheder med "Stranger Things" er slående: En regering, der eksperimenterer på børn, portaler til andre dimensioner, et barn i hovedrollen, en hærget politimand, og listen fortsætter.
Til Duffer-brødrenes forsvar kan de også have ladet sig inspirere af byen Montauk, New York, hvor konspirationsteorier lyder på, at regeringen har foretaget hemmelige eksperimenter med paranormal krigsførelse og tidsrejser.