Trailer: Instruktøren bag franske "Holy Motors" åbner Cannes med den syrede musical "Annette"

Adam Driver og Marion Cotillard åbner ballet med sang og dans, når årets franske filmfestival ruller den røde løber ud til sommer.

Sidste år måtte en af verdens vigtigste filmevents, Cannes-festivalen, aflyses grundet den verdensomspændende coronavirus. Programmet blev symbolsk lanceret med Spike Lee i front som juryformand, men i år står filmfestivalen parat til at tage revanche.

Planen er nemlig, at årets udgave af festivalen skal gennemføres fysisk med biografvisninger og stjerner på den røde løber. Og som første annoncering har holdet bag festivalen afsløret årets åbningsfilm, som bliver den franske instruktør Leos Carax' kommende "Annette".

LÆS OGSÅ: FILMFESTIVALEN I CANNES UDSKYDES

Filmen beskrives som en syret musical omhandlende det succesfulde par Henry og Ann. De arbejder hhv. som excentrisk komiker og anerkendt sanger, men deres verden ændrer sig efter fødslen af deres barn: Annette. En pige, som har en helt særlig skæbne i vente.

Leos Carax er kendt for sine syrede franske værker, hvor især den Guldpalme-nominerede, mystiske "Holy Motors" fra 2012 blev instruktørens helt store gennembrud. "Annette" bliver Carax' første engelsksprogede film, og med Adam Driver og Marion Cotillard i front skal der nok spredes lidt stjernestøv ud over den røde løber i Cannes.

Cannes-festivalen er sat til at løbe af stablen i perioden 6.-17. juli. Spike Lee vender tilbage som juryformand, og ud over åbningsfilmen "Annette" er det offentliggjort, at sidste års aflyste film, Wes Andersons "The French Dispatch" og Paul Verhoevens "Bernadette", også vender tilbage til programmet.

Kommentarer

Instruktøren bag franske "Holy Motors" åbner Cannes med den syrede musical "Annette"

  • ★★★★★★0

    Jeg kunne slet ikke få hovedet omkring Holy Motors, der endte med at kaste mig helt af. Den var slet ikke noget for mig. Men vil ikke afvise, at jeg stadig gerne giver denne her en chance.

    T. Nielsen21-04-21 11:10

  • ★★★★★0

    Den her ser så vild ud, er meget spændt på at se Resultatet, og må sige Adam Driver blir bare ved med at imponere mig.

    Elwood21-04-21 12:38

  • ★★★0

    Sjovt at de bevidst prøver at skjule at det er en musical i traileren. Hvis jeg ikke vidste at det var genren, så havde jeg aldrig gættet det ud fra traileren. 

    Musicals er måske ikke den mest populære genre, og måske kunne nogle af udgiverne være bange for at skræmme publikum væk ved at reklamere med at det er en musical. Men i sidste ende ender man jo bare bevidst med at vildlede publikum for at "snyde" dem ind i biografen.

    Essal21-04-21 14:10

  • ★★★1

    Jeg kunne slet ikke få hovedet omkring Holy Motors, der endte med at kaste mig helt af. Den var slet ikke noget for mig. Men vil ikke afvise, at jeg stadig gerne giver denne her en chance.

    Konen og jeg havde det på præcis samme måde - dog så vi den færdig i håb om at finde en forløsning. Den kom ikke :)

    Men Adam Driver og Marion i en musical... det skal da bestemt afprøves.

    Gormanden21-04-21 17:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen