Trailer: Ny storslået trailer til Baz Luhrmanns "Elvis"
Kongen af rock’n’roll får den royale (film)behandling af manden bag "Moulin Rouge!"
Tre måneder efter den første appetizer har Warner Bros. netop delt den første (meget) lange trailer til "Elvis" – den længe ventede biopic om den uomgængelige rocklegende Elvis Presley.
Som traileren også fastslår, indkapsler "Elvis" en gigantisk periode af Presleys karriere – nærmere bestemt hele 20 år, hvor musikerens karriere både byder på markante lav- og højdepunkter.
"Elvis" fokuserer på forholdet mellem Presley og hans mangeårige manager, Tom Parker. Og Presleys hustru, Priscilla, der som ældre brillerede i "Høj pistolføring"-filmene, spiller også en stor rolle i filmens fortælling.
Elvis spilles af den relativt ukendte Austin Butler, som nok er bedst kendt for rollen som en af Charles Mansons aggressive disciple i Quentin Tarantinos "Once Upon a Time... in Hollywood".
Tom Hanks spiller Parker, mens australske Olivia DeJonge ("The Visit") spiller Priscilla. Baz Luhrmann ("Moulin Rouge!", "The Great Gatsby") både skriver og instruerer filmen, som vrikker og danser ind i de danske biografsale den 23. juni.
Se den nye trailer her: