Anmeldelse: Faldne blade
Unik film-finne fortsætter sine krøllede fortællinger om ensomme mennesker i romantisk deadpan-komedie.
Finsk film? Ja, hvor starter en filmnørd overhovedet? Et godt udgangspunkt er eneren Aki Kaurismäki. Nærmest alene har den garvede auteur placeret den sneklædte miniputnation på filmverdenskortet. Siden debuten for fyrre år siden har Kaurismäki bevidst defineret sin egen særprægede stil, der dedikerer sig til europæisk lavmælthed, deadpan-humor og et simpelt filmsprog. Fra surrealistiske Dostojevski- og Shakespeare-filmatiseringer til "Leningrad Cowboys Go America" og "Pigen fra tændstikfabrikken" har finneren defineret sin eget sorthumoristiske socialrealisme. Instruktøren fortsætter stimen. I disse juledage er han aktuel med "Faldne blade" – en skøn fortælling om svær kærlighed.
I "Faldne blade" møder vi Ansa og Holoppa, hvor tiden går med at ikke lave en skid. Ansa fyres fra arbejdet i et supermarked og må skrabe penge ind til at betale regningerne. Holoppa vil helst bare drikke og gå på bar iført sin læderjakke, mens vennen synger karaoke. Fælles for de to er en knugende ensomhed. Ved et tilfælde støder de på hinanden og går på første date. Men vil skæbnen, at de skal mødes igen? Eller er Ansa bedre tjent uden den selvdestruktive Hoppola?
Aki Kaurismäkis tyvende(!) film er fjerde kapitel i hvad, der ellers var en planlagt proletar-trilogi. I forlængelse af "Shadows in Paradise", "Ariel", og føromtalte "Pigen fra tændstikfabrikken", fortsætter den romantiske historie fortællingen om mennesker, der er en del af arbejderklassen uden mange kroner på lommen. Her er det i Kaurismäki-stil et portræt af ensomme mennesker, som søger relationer blandt mennesker, der måske ikke gavner deres egen tilværelse.
Det er ikke uden grund Aki Kaurismäki har placeret sig som Finlands absolut største filmtalent gennem tiden. Som kunstner helt ind til benet både instruerer, skriver, producerer og til dels klipper han alle sine film. Ligeledes skydes der på ægte filmstrimmel, der giver filmene et særligt varmt udtryk, der trods lakoniske mennesker og kolde omgivelser indbyder til intimitet og nærvær med de mærkværdige figurer. I "Faldne blade" er det svært at vurdere om handlingen udspiller sig i dette nye årti, eller tilbage i 1980’erne. Med Ukraine-krig i radioen, karaoke og gamle vintage filmplakater i alle billeder er der ingen tvivl om at Aki Kaurismäki forstår at bygge sin helt egen idiosynkratiske stil.
Alma Pöysti, der spiller Ansa, er fuldt fortjent blevet nomineret til en Golden Globe for sit underspillede portræt af en kvinde, der ikke har mange veje at gå i livet. Selvom hun nok ikke vinder prisen, skal Pöysti nok vinde publikums hjerter i jagten på kærlighed. Det er også i den centrale kærlighedsskildring at "Faldne blade" vinder. Ordene mellem Ansa og Hoppola er få og de romantiske udskejelser dejligt akavet, hvis ikke-eksisterende. Aki Kaurismäki spiller alle kortene rigtigt, når karaoke åbenbarer sig som filmlærredets mest sårbare rum, og en tur i biografen sender nikkende anerkendelse til vennen og kollega, Jim Jarmusch. Fælles har de garvede DIY-filmmagere defineret, hvad filmkunsten kan gøre, når den er allermest stille.
"Faldne blade" er et kærkomment syn for fans af helt unikke filmstemmer. Aki Kaurismäki er helt sin egen og for fans af instruktører, der definerer deres helt egne krøllede universer. Hvad end de hedder Jim Jarmusch eller Wes Anderson. Om det er din første film af finnen, eller den sidste, bør ikke betyde det store. "Faldne blade" er et godt udgangspunkt ligegyldigt hvad. Den skøre finne er på én og samme tid kold og grå, men hjertevarm og oprigtig som de færreste. Kærlighedsfortællingen mellem Ansa og Hoppola er ikke til at stå for med sin helt egen deadpan-udgave af, hvad en kærlighedshistorie også kan være.
"Faldne blade" har dansk biografpremiere 25. december.