Anmeldelse: Saltburn (Prime Video)

Instruktøren bag "Promising Young Woman" lykkes ikke med den svære toer, trods fascinerende perversitet. 

Emerald Fennell viste aldeles lovende takter med sin instruktørdebut "Promising Young Woman". En nyfortolkning af den kontroversielle subgenre rape-and-revenge, der blev et saftigt indspark i feminisme og giftig maskulinitet på film. Med en Oscar-sejr for 'Bedste manuskript' har alle døre i filmbranchen været åbne for Fennell, der nok har kunne vælge og vrage mellem sit næste projekt. Og hvorfor valget så lige er faldet på "Saltburn", som Fennell igen selv har skrevet og instrueret, er uhyre spændende: Her er der masser af saftig seksualitet, mærkværdige mennesker og perverse påfund. Men hvad filmen egentlig vil er svært at blive klog på.

Du skal ellers ikke tænke længere end film som "The Talented Mr. Ripley" eller "Parasite", før du ved hvilken slags historie "Salburn" er. Den introverte og ensomme Oliver (Barry Keoghan) begynder på det prestigefyldte Oxford universitet, hvor han mod alle odds danner et venskab med den populære dreng Felix (Jacob Elordi). Pludseligt er Oliver inde i varmen og inviteres til at bruge sommerferien sammen med Felix og hans velhavende, skøre familie på deres gods Saltburn. Men har Oliver i virkeligheden skjulte motiver, når han hvisker familiemedlemmerne ting i øret, og bevæger sig rundt i skyggerne om natten? 

Der går ikke mange minutter, før vi som seer forstår, der ulmer noget lusket under Olivers ellers harmløse overflade. Med Barry Keoghans aparte udseende kan den 31-årige skuespiller, der har gjort det til sit trademark at spille freaks, slippe afsted med meget i sit portræt af en fyr, der hele tiden balancerer mellem det ynkeligt sympatiske eller grusomme psykotiske. Oliver er muligvis djævlen i forklædning, eller så er han endnu en symbolsk brik i en klassisk eat-the-rich-fortælling krydret med homoerotiske toner. Med "Saltburn" bliver vi aldrig rigtig kloge på filmens ståsted.

Emerald Fennell gør ellers alt for at markere sig, og gøre "Saltburn" til en film der skal huskes. Svenske Linus Sandgren, der har filmet for Damien Chazelle og David O. Russell, skyder sublimt lækre billeder med sommervarme, knitrende film i beskåret format, der skriger arthouse. Tiden iscenesættes med alletiders kuraterede 00’er-playliste, hvor 'Murder on the Dancefloor' får en helt ny betydning. Måden folk taler på er også af den type, hvor det virker som om de er trådt ind fra en anden planet. Især Rosamund Pike og Richard E. Grant får lov til at give den gas. Og så behøver jeg slet ikke nævne scenerne, hvor der bliver spist menstruationsblod, slikket sæd op fra badekarret og kneppet en… ja, det må du selv se filmen for at finde ud af.

"Salburn" skriger for fulde lungers kraft med en "Se mig, hør mig!"-energi, som kun en irriterende lillebror kan have. Den vil provokere. Den vil diskuteres. Og den vil huskes. Men midt i alle intentionerne og forsøg på at gøre opmærksom på sig selv, glemmer Emerald Fennell på sin vis at lave en bedre film. Bag godsets lukkede døre er der tomt og mangelfuldt. Intet bankende hjerte bag facaden, eller ægte menneske bag Olivers blå øjne. Men måske er det hele pointen? Måske leverer den netop på en exploitation-inspireret facon, hvor det skal være klamt og frastødende? Det er svært at blive klog på, og enten bliver du forført eller frastødt.

Vurderingen i denne anmeldelse kommer med en advarsel. "Salburn" er enormt prætentiøst. Ofte stillestående i et plot, som den fejlagtigt forsøger at fremstille udspekuleret og altid ét skridt foran seeren. Men Emerald Fennells svære toer er også fascinerende af helvedes til. Svær at regne ud, hvad eksistensberettigelsen er. Svær at regne ud, hvad den overhovedet vil. Bortset fra at provokere med en fascinerende perversitet, vi sjældent ser i en film, rettet mod et mainstream publikum med unge, store stjerner på rollelisten.

"Saltburn" kan ses nu på Prime Video.