Anmeldelse: Moonfall

"Moonfall" er blandt katastrofemester Roland Emmerichs absolut mest fornøjelige og vanvittige film.

Selvom biograferne endeligt er genåbnet, har det knebet med at få de vaskeægte Hollywood-drøn skudt afsted. Jovist, "Spider-Man: No Way Home" og "Uncharted" har svinget sig tilbage i popcorn-forsædet. Men det virkeligt overdrevede giga-spektakel, der i en dominoeffekt af højspændte effekt-katastrofer presser publikum ned i en rendyrket underholdningsrutschebanetur, er hidtil udeblevet. Indtil nu. For hvem andre end The Master of Disaster, Roland Emmerich, leverer netop dét, vi ikke vidste, at vi har savnet?

Månen falder. Helt bogstaveligt, da den har forladt sin bane og nærmer sig Jorden. Med andre ord, ikke en videre opmuntrende nyhed, da menneskeheden står over for den totale destruktion. Ingen ved dog præcis hvorfor. Altså, udover konspirationsteoretikeren KC Houseman (John Bradley), der efter eget udsagn har gennemskuet, hvad Månen i virkeligheden er. Han opsøger ex-astronaut Brian Harper (Patrick Wilson), og sammen får de overbevist Harpers tidligere NASA-kollega, Jocinda Fowler (Halle Berry), om at tage skeen i den anden hånd, stryge et smut på (den nu korte) flyvetur til Månen og redde verden.

Kollapsende planeter, ondskabsfulde rumvæsner, konspirationsteorier omsat til potent eventyr, selvopofrende familiemennesker og selvfølgeligt Stars and Stripes-helte, der redder verden i allersidste øjeblik. Opskriften er stort set den samme som altid hos Emmerich, der aldrig har fundet stop-knappen i rækken af mere end mindre vellykkede katastrofe- og sci-fi-film. Tag ikke fejl: "Moonfall" er mere af det samme, men samtidigt blandt katastrofemesterens absolut mest fornøjelige og ikke mindst vanvittige. 

For "Moonfall" er Roland Emmerichs samlede bagkatalog på oksehormoner. Vildere og helt ekstremt underholdende fejes enhver form for indre og ydre logik af bordet. Mere løssluppent og over the top end nogensinde før, når tyskeren sparker for- og hovedret overgearet væk. Næ nej, lad os maveplaske direkte ned på desserten af napalm-fontæner og atombombe-bordbomber, når den mere forrykte idé overtager den næste i komplet gakket eskalerende erosion af storbysdestruktioner og bjergkæder, som gennemsmadres af meteorregn fra Månen, hvor tyngdekraften i forvejen skyder alt fra lystyachts til højhuse efter vores helte, mens svulstigt familiedrama overhælder eksplosionerne med hjerteanfaldsinducerende vaniljesoftice-sukkerchok. Alt er vitterligt naturstridigt og selvbevidst åndssvagt. Ikke desto mindre ekstraordinært underholdende og slet ikke uden et glimt i øjet.     

Trods en spilletid på to timer og ti minutter holdes tempoet i så høj fart, at hverken tid eller plothuller ænses – medmindre man vælger at trække håndbremsen selv for at se godt efter. Roland Emmerich holder sig ikke tilbage, som i overhovedet ikke. Det smitter. Tyskerens vanlige svælgen i konspirationer om Area 51 og mysteriet bag pyramidernes tilblivelse, med henholdsvis de to "Independence Day"-film og "Stargate", toppes med fuldstændigt sindssyge teorier om Månens oprindelse – og hvorfor den pludseligt sætter kurs mod menneskehedens endelige. Når så også vragstykker fra "The Day After Tomorrow" og "2012" kastes ned i heksegryden, som i forvejen er et clusterfuck af kinesisk product placement, burde "Moonfall" muligvis foragtes af alle de grunde. Emmerich formår alligevel at slå et tilpas stort brød op, hvor alle ingredienserne gør, at det er svært ikke at holde af det mildest talt skøre og overjordisk flotte vanvidsspektakel. Måske af netop de årsager har jeg ikke været så ubeskriveligt godt underholdt af en film meget, meget længe.

Roland Emmerich er svær at gå forkert i byen med, da man typisk ved præcis, hvad man får, og instruktørens seneste er bestemt ikke en undtagelse. Og dog, da det er, som om at alting er skruet det ekstra op, og Emmerich har fået helt frie tøjler til at gakke fuldstændigt skråt. Der er sikkert alverdens årsager til ikke at bryde sig om "Moonfall". For mit vedkommende så er den næste guilty pleasure fundet til at stå på hylden ved siden af "Stargate".

Moonfall

Kommentarer

Moonfall

  • 0

    Jeg synes du er flink ved den kære Roland :)

    Jeg var ikke klar over hvem der stod bag filmen, før rulleteksterne kørte ned ad lærredet. Undervejs tænkte jeg flere gange, “det her er set før og gjort laaaangt, langt bedre af folk som Bay og Emmerich” (hvilket ikke siger så lidt!!)
    Intet nyt under solen i Moonfall, klichéerne står i kø. Føj for en film.

    udover et udemærket lyddesign og det faktum at Halle Barry holder sig godt, så har jeg intet godt at sige om dette lo…
    1/6 herfra

    Fubar17-02-22 00:56

  • ★★★★★★1

    Hvordan fanden er det lykkes dig og snige dig ind og se den, uden at vide på forhånd og ellers bemærke at det er den tyske Ramasjangmager der står bag?

    T. Nielsen17-02-22 01:54

  • ★★★★0

    Hmm, hvis FUBAR er = 1 af 6....NU SKAL jeg sgu se den :-D

    Er selv mere til BRAS(Brud, Revner, Andre, Skader) nu vi har gang i milli-jargon...

    Gasivodo17-02-22 02:46

  • 0

    Hvordan fanden er det lykkes dig og snige dig ind og se den, uden at vide på forhånd og ellers bemærke at det er den tyske Ramasjangmager der står bag?

    Jeg så plakaten og købte en billet… Derudover har jeg alle dage været en smule distræt.

    Fubar17-02-22 04:54

  • ★★★★★★0

    “Og dog, da det er som om at alting er skruet det ekstra op, og Emmerich har fået helt frie tøjler til at gakke fuldstændigt skråt.”

    Præcis den opfattelse trailerne har givet - jeg er så klar på at se den. ;-)

    Wayne17-02-22 04:59

  • ★★★★★2

    Jeg har kun set traileren, og allerede nu synes jeg, at filmen har fortjent topkarakter!

    David Lund17-02-22 05:15

  • ★★★★★★1

    Jeg har kun set traileren, og allerede nu synes jeg, at filmen har fortjent topkarakter!

    Biler der “surfer” på flyvende klippestykker - til tonerne af “Dark Moon rising” - ligner at Emmerich peaker lige der. 
    Topkarakter - helt enig :-)

    Wayne17-02-22 05:56

  • ★★★★0

    Emmerich forbliver Emmerich. Jeg synes hans film, set i forhold til hvad de er, er lidt for selvhøjtidelige. Der er noget klamt amerikansk over dem. Havde manden haft en skarpsindig humor, skævhed eller groteskhed, havde jeg nok nydt det tomme kalorieindhold noget mere. 

    Babo17-02-22 07:56

    Det eneste man ikke må gøre er at prøve at tage ham alvorligt. Han er til for at underholde - nicht weiter :-)

    Wayne17-02-22 08:13

  • ★★★★★1

    Synes at traileren ligner, at han har lyttet til din kritik. Den ser mere bevidst fjollet ud, end Emmerich nogensinde har været før.

    David Lund17-02-22 08:18

  • ★★★★0

    Det eneste man ikke må gøre er at prøve at tage ham alvorligt. Han er til for at underholde - nicht weiter :-)

    Hans film er infantile, så jeg tager ham ikke alvorligt på den måde, men filmene mangler morskab og fornøjelighed. For mig ihvertfald. 

    Babo17-02-22 08:32

  • ★★★★★★0

    Havde manden haft en skarpsindig humor, skævhed eller groteskhed, havde jeg nok nydt det tomme kalorieindhold noget mere. 

    Så havde det jo ikke været ham og filmene kunne dårligt kaldes kalorietomme:D

    T. Nielsen17-02-22 08:38

  • ★★★★0

    Så havde det jo ikke været ham og filmene kunne dårligt kaldes kalorietomme:D

    :D

    Babo17-02-22 08:42

  • ★★★★0

    Jeg så et afsnit af Paw patrol i går med børnene om en stor, fed slange der smadrer byen. Han kunne filmatisere det eller tage ideen, lave det med humor og lemmer, der flyder i gaderne :) 

    Babo17-02-22 08:45

  • ★★★★★★1

    Jeg så et afsnit af Paw patrol i går med børnene om en stor, fed slange der smadrer byen. Han kunne filmatisere det eller tage ideen, lave det med humor og lemmer, der flyder i gaderne :) 

    Månen med fuld drøn på vej til at smadre jorden er sjovere ;-)

    Wayne17-02-22 09:10

  • ★★★★★1

    Månen med fuld drøn på vej til at smadre jorden er sjovere ;-)

    Enig. Al respekt for… Paw Patrol. Men synes nu også Moonraker lyder lidt sjovere.

    David Lund17-02-22 09:33

  • ★★★★★★0

    Enig. Al respekt for… Paw Patrol. Men synes nu også Moonraker lyder lidt sjovere.

    En slange som laver lidt ravage i en lille tegneserie by med hunde - vs den totale destruktion af jorden i et gigantisk brag.

    Nah - det er ikke en fair fight :-) 

    Wayne17-02-22 09:40

  • ★★★★0

    Nope. Det bliver bare endnu en af Emmerichs mange effektjageri forsøg. En kæmpe slange, der smadrer byen, spiser folk, forgifter dem, kan man gøre meget mere grotesk og flyde gaderne med blod :) 

    Jeg burde pitche Hollywood med ideen :)

    Babo17-02-22 09:42

    Ja, sælg dem deres egen ide - og løb inden der kommer en advokat i lokalet.

    Wayne17-02-22 09:45

  • ★★★★★★2

    Det eneste man ikke må gøre er at prøve at tage ham alvorligt. Han er til for at underholde - nicht weiter :-)

    Men det er bare et rigtig dårlig argument. Et af mine favorithade-argumenter hvad film angår.

    Guldager17-02-22 09:45

  • ★★★★0

    Ja, sælg dem deres egen ide - og løb inden der kommer en advokat i lokalet.

    Everything is a copy of a copy of a copy. Hvad er det, de har fodret os med i årtier, Hollywood? :) En slange vil være symbol på deres griskhed. :)

    Babo17-02-22 09:48

  • ★★★★★★0

    Men det er bare et rigtig dårlig argument. Et af mine favorithade-argumenter hvad film angår.

    Der er vi så ikke enige - jeg kan sagtens se noget for underholdningens skyld - jeg behøver ikke at mærke meningen med livet, hver gang.

    Næppe noget der giver top-karakterer - heller ikke fra mig. Men det er befriende at grine, en gang imellem.

    Wayne17-02-22 09:48

  • ★★★★★★0

    Everything is a copy of a copy of a copy. Hvad er det, de har fodret os med i årtier, Hollywood? :)

    Ja, desværre.

    Selv nogle af de bedste historier er på en eller anden måde hugget et sted fra. Sådan har det vist været siden mennesket begyndte at udtrykke sig på en måde som kunne overleveres til andre.

    Wayne17-02-22 09:50

    Yes. Men jeg er oprigtigt lidt spændt på Big Shark, selvom hajer er lidt overbrugt på film. :)

    Babo17-02-22 09:53

  • ★★★★★★2

    Der er vi så ikke enige - jeg kan sagtens se noget for underholdningens skyld - jeg behøver ikke at mærke meningen med livet, hver gang.

    Næppe noget der giver top-karakterer - heller ikke fra mig. Men det er befriende at grine, en gang imellem.

    Tror Guldager tænker, når nogen kritiserer noget og andre så forsvarer det med, at “man ikke skal tage det for seriøst, det er jo bare underholdning”. Af den grund alene bliver det jo ikke godt. Der findes også dårlig underholdning. Så der er jeg enig med Guldager. Det er et tåbeligt argument.

    At du så måske mere tænker, at det er korrekt at Emmerich godt kan være svulstig udi det kvalmende, men at du ikke gider tage det seriøst, fordi det ofte er så langt ude åndsvagt at man næsten kun kan grine af det. 

    Det alene gør det jo ikke godt. Måske griner man ikke engang eller morer sig? Der er film af Emmerich der er sjove og andre der ikke er. Der er dog ingen der vitterligt ligner og føles som det store kvalitative værk mht indhold.

    T. Nielsen17-02-22 09:55

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen