Anmeldelse: Officer og spion

Med "Officer og spion" spejler Roman Polanski sit eget turbulente liv i en grå og kedsommelig film, der viser den forhenværende mester som en skygge af sig selv.

Hvis vi stiller mennesket Roman Polanski til side uden at diskutere ret og uret om en kontroversiel figur og blot kører en finger ned ad filminstruktørens CV, er der én ting, som ingen kan fornægte: Den skandaleombruste kunstner har op til flere mesterværker bag sig. Fra hovedværkerne "Chok", "Chinatown" og "Rosemarys baby" til senere habile bestræbelser som "Pianisten" og "Carnage" har fransk-polakken trods sit blakkede ry leveret varen, når det gjaldt overrumplende filmoplevelser. I sin karrieres efterår har Polanski i eksil primært hensat sin tid til mindre kammerspil, men med "Officer og spion" varsles det store comeback. Desværre er mesterens talent blevet en skygge af sig selv.

"Officer og spion" er en historisk dramafilm, som baserer sig på virkelighedens Dreyfus-affære. Her blev den franske, jødiske officer Alfred Dreyfus anklaget for at være spion i slutningen af 1800-tallet og idømt livstid på Djævleøen i Sydamerika. Officeren George Picquart opdager dog, at der er fiflet med bevisbyrden, og dedikerer sit arbejde til at frikende Dreyfus for justitsmord. En svær kamp, der udfolder sig hen over et årti med både liv og integritet på spil.

Udover delvist at udspille sig som et kammerspil, som Roman Polanski har dyrket med sine seneste film, "Venus in Fur" og "Based on a True Story", er der ikke meget, der ved første øjekast afslører "Officer og spion" som et værk af en forhenværende mester. I fransk med fransk på, hvor temperamentsfulde mænd og umættelig dialog konstant fylder skærmen, udspiller to timers iskoldt politisk magtspil sig imellem militærledere af højeste rang. I øst og vest diskuteres Dreyfus-sagen, og tumultarisk præsenteres vi for højre- og venstrefløjens argumenter, der på hver side kæmper for og imod Dreyfus' frifindelse.

Hvis ikke dialogen og det alvorlige omdrejningspunkt ikke allerede var tungt i forvejen, har gamle Roman Polanski også sørget for at trække enhver farve og varme ud af omgivelserne. Badet i 50 nuancer af grå virker selv officer Picquarts højt dekorerede kontor mere gråt og goldt end den fængselscelle, Alfred Dreyfus tilbringer sine dage i. Med cement hældt ud over linsen fremstår alt i "Officer og spion" mistænkeligt livløst og kedeligt. Og når hverken det visuelle eller tung politisk snak er sagen, føles de to timer som livstid på Djævleøen.

Et spadestik dybere er dog ingen tvivl om, at her er tale om et værk af Roman Polanski. Alfred Dreyfus' kamp for frihed og juridiske rejse ud af eksil og fordømmelse kan spejles direkte med Polanskis egen turbulente historie med loven. En historik, hvor voldtægtsanklager holder ham i eksil fra USA, og end ikke hjemlandet efterhånden vil vedkendes den 87-årige filmmager. Som afspejling af Polanskis eget liv bliver "Officer og spion" først for alvor spændende. Som drømmende selvisk benådning – med hvad der snildt kunne være en forhenværende mesters svanesang.

"Officer og spion" beviser ikke, at Roman Polanski er en forhenværende mester. Den grå og golde film savner Polanskis tidligere idérige historiefortælling, sprængfarlige replikker og uforglemmelige karakterer, hvad end de hedder Jake Gittes eller Rosemary. Nok er Dreyfus-affærens omstændigheder spændende, og "The Artist"-stjernen Jean Dujardin leverer en solid præstation, men Roman Polanski har mistet sin tidligere sikre hånd.