Anmeldelse: Snowpiercer – Sæson 2 (Netflix)

I anden sæson af "Snowpiercer" er det lidt som at køre med DSB på en halvdårlig dag, men der er håb om en komfortabel togtur i vente. 

I nyere tid er det blevet en trend at lave tv-serier baseret på succesfulde film, og sidste år kom turen til Oscar-vinderen Bong Joon-hos "Snowpiercer". Resultatet var en fin første sæson, der tilbød fornøjelig underholdning og udvidede den drabelige togrejse til serieformat. Dog uden mørket og de komplekse karakterer set i filmen. Nu er sæson to udkommet på Netflix, og her drager serien endnu længere væk fra den oprindelige film og bogforlægget. Resultat er dog imidlertid mere af samme kvalitet, omend der er bump på turen.

Sidst, vi befandt os på Snowpiercer, havde Andre Layton (Daveed Diggs) succesfuldt opnået kontrollen over toget som resultat af sit oprør. Sejrens sødme er dog kort, da toget Big Alice har koblet sig til det evigt lange tog – og Big Alice styres af Melanie Cavills datter, Alex (Rowan Blanchard), og Mr. Wilford (Sean Bean), der begge var formodet døde. Det bliver begyndelsen på en ny kold krig mellem Layton og Wilford, der splitter Snowpiercers besætning ad, hvad angår loyalitet og klasse, mens begge sider konspirerer mod hinanden.

Præmissen minder lidt for meget om den første sæson, og serieskaberne Josh Friedman og Graeme Manson spiller med sikre kort, hvilket atter består af endnu et krimi-mysterie, skjulte planer og en samfundskritik, der er lige så subtil som et afsporet tog. Der er dog blevet plads til en mørkere kant, som klæder serien. Godt nok kun en tand mere mørk, men lidt kan også sagtens gøre det, når de sidste mennesker på jorden søger at bevare husfreden.

Plottet er stadig forudsigeligt, hvor de fleste drejninger på togturen er nemme at gennemskue. Alligevel hersker der en følelse af letfordøjelig, hyggelig underholdning. "Snowpiercer" er i bund og grund ganske solid underholdning, der nok skal få tiden til at gå. Det til trods for, at de første fire afsnit føles for lange, hvor handlingen aldrig tager nogle chancer for at udfordre publikum, og at de forskellige drejninger virker for belejlige for dramaet – præcis som i første sæson. Formularen holder stadigvæk til en vis grad, men efter denne sæson må der gerne komme en lavine af nye idéer.

Dette vidner om, at "Snowpiercer" har nogle gode, solide skinner at køre på. Livet ombord på toget er stadig interessant, selvom grænsen for dets udpensling venter på næste station. Dertil er der godt skuespil fra Daveed Diggs, Jennifer Connelly og kompagni. Især Sean Bean er en herlig tilføjelse, der tydeligt har det sjovt med at være ond og charmerende. Briten har tydeligvis en fest med sin optræden som Mr. Wilford, hvor han ene mand stjæler alle de scener, han medvirker i.

Det er allerede bekræftet, at der kommer en tredje omgang med toget og dets passagerer. Forhåbentligt vil folkene bag "Snowpiercer" ryste posen godt og grundigt til den tid. Selvom formularen stadig holder, holder den næppe til en tredje sæson. Indtil da viser de første par afsnit af seriens anden sæson, at der stadig er en komfortabel togtur i vente. Til trods for, at det nogle gange føles som at køre med DSB på en halvdårlig dag.

Anmeldelsen er baseret på fire ud af ti afsnit, som kan ses ugentligt på Netflix.

Snowpiercer – Sæson 2 (Netflix)

Kommentarer

Snowpiercer – Sæson 2 (Netflix)

  • 0

    Hænger nu ved endnu. Bevares, den kan godt være lidt træg en gang imellem. Til gengæld giver den sig sig så tid til alt det nævnte; drama og spænding - nu med 1034 vogne :)

    Ronni Pedersen21-02-21 20:15

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen