Som årets Berlinale nærmede sig enden, begyndte savnet for alvor at sætte sig i mig. Den globale pandemi har gennem længere tid sat en stopper for festivaler af alle typer, og med uvisse udsigter til sommerens musikalske events og sågar næste års Berlinale, som allerede nu har fået fastsat datoerne 10. til 20. februar, kan der være lange udsigter til festlige begivenheder af denne slags. Årets digitale udgave af Berlinalen er forløbet problemfrit, men uden hverken festlige øjeblikke eller pressekonferencer – udover de få, som filmselskaberne selv har arrangeret, naturligvis også digitalt og i sidste øjeblik. For mit vedkommende er der også noget helt specielt ved at mærke stemningen omkring film som disse i biografen. Heldigvis kan filmene stadig stå på egne ben rent kunstnerisk.
Den ungarske instruktør Bence Fliegaufs debutfilm "Forest" fra 2003 har fået en spirituel efterfølger med "Forest: I See You Everywhere". Med samme minimalistiske virkemidler består filmen af en række uafhængige dialoger om sorg, død og religion i det ungarske samfund. Selvom karaktererne heri ikke har nogen direkte forbindelse til hinanden, er filmen sammensat på sådan en måde, at det hænger sammen narrativt og tematisk.
"Forest: I See You Everywhere" er et hamrende deprimerende, men indsigtsfuldt syn på livets skyggesider. Stemningen er tung, og det eneste liv i denne fortælling er det håndholdte kameras hektiske bevægelser mellem de meget afdæmpede mennesker. Selvom det hele er sat på spidsen og er meget opstillet, virker diskussionerne realistiske på grund af det imponerende skuespil over hele linjen. Sølvbjørnen for Bedste Birolle gik da også til Lilla Kizlinger, der med sin inspirerende monolog fik det til at løbe koldt ned af ryggen – men ærlig talt kunne prisen være gået til hvilken som helst af skuespillerne i filmen her, uden at nogen ville rynke på næsen af det.
Iransk film har ofte fået en plads på Berlinalen. De har tit en meget klassisk opbygning og udformning, og "Ballad of a White Cow" er ingen undtagelse. Her følger vi Mina, hvis mand netop er blevet henrettet for mordet på en anden mand, men da myndighederne senere finder ud af, at han var uskyldig, vendes hendes liv på hovedet endnu en gang. Familien vender ryggen til Mina, imens hun kæmper en umulig kamp for retfærdighed.
I "Ballad of a White Cow" males samfundets syn på kvinder og menneskeliv helt sort. Enker bliver i én enkelt sætning sammenlignet med katte, hunde og junkier, og når myndighederne udbetaler cirka 40.000 kr. for at have taget en uskyldig mands liv, er den naturlige reaktion latter, da det er kvalmende og uforståeligt i den vestlige verdens humanistiske øjne. På trods af det tunge emne er filmen overraskende let at komme igennem netop på grund af den førnævnte klassiske opbygning. At Maryam Moghaddam tabte kampen om Sølvbjørnen for Bedste Hovedrolle til Maren Eggert for hendes præstation i "I'm Your Man" er for mig helt uforståeligt.
Den japanske "Wheel of Fortune and Fantasy" er opdelt i tre separate episoder, hvor hver episode omhandler to mennesker med kvinden i centrum. Kort og godt omhandler disse samtaler kærlighed, men beskrives bedst som historier, der først begynder, hvor andre film typisk ender deres scener. På den måde viser filmen fornemt en helt ny side af ellers helt klassiske scenarier, og det er netop også begrundelsen fra årets jury om, hvorfor filmen her vandt den prestigefyldte Sølvbjørn for årets Grand Jury Prize.
Når man dykker ned i filmens tematik, handler den langt mere om miskommunikation end kærlighed, sex og lyst. "Wheel of Fortune and Fantasy" beskrives bedst som en form for filmet teater, da de få lokationer, enkle filmteknikker og små armbevægelser sagtens kunne foregå på en scene. Filmen er dog langt fra teatralsk, og med en realistisk og troværdig dialog samt en pudsig og skæv humor sætter instruktøren Ryusuke Hamaguchis fine pointer sig godt fast efterfølgende.
"Systembryder" var den sidste film, der i 2019 vandt Alfred Bauer-prisen og fik en Sølvbjørn for dette. Da det kom frem, at Berlinalens skaber Alfred Bauer også var nazist, blev prisen dog efterfølgende nedlagt, og sidste år ændrede man den til Special Prize. I år hedder den bare Jury Prize, og netop den Sølvbjørn vandt "Mr Bachmann and His Class". Kort og godt gives den til film med nye cinematiske perspektiver, og denne tre en halv time lange dokumentar om en klasse fyldt med tosprogede børn må siges at være den helt rigtige vinder. For mit vedkommende er dette årets bedste film i hovedkonkurrencen, og det plejer netop også at være vinderen af denne Sølvbjørn, der er min favorit.
Hr. Bachmann er en utroligt empatisk og livsglad lærer, der giver hele sit væsen i undervisningen og gør alt for sine elever. Der findes uden tvivl hundredvis af lærere af den slags kaliber, men det er vanvittigt rørende at opleve et så fagligt og følelsesmæssigt engageret menneske tage hånd om alle sine elever. Som publikum er man en flue på væggen under undervisningen og kommer under huden på en stor del af børnene i klassen, der hver især bliver udpenslet som komplekse og forskellige individer. "Mr Bachmann and His Class" er så spækket med livsfilosofi, livsglæde og mangfoldighed, at tre en halv time næsten er for kort en spilletid, og mine fingre er krydsede for, at den får dansk biografpremiere, så jeg kan gense den i de helt rigtige omgivelser.
Hovedkonkurrencens anden dokumentarfilm, den mexicanske "A Cop Movie", vandt også en Sølvbjørn for Outstanding Artistic Contribution. Det giver meget god mening, da man aldrig førhen har blandet fiktion med virkelighed på samme måde. Det ville være synd at røbe for meget, for filmen præsenterer en form for et plot-twist cirka halvvejs igennem, og da filmen netop er produceret af Netflix, bliver det nok snart muligt for de fleste at se den. Som titlen antyder, omhandler filmen politiet og kredser omkring korruption i politivæsenet i Mexico City.
Udgangspunktet og twistet er hovedårsagerne til, at "A Cop Movie" er seværdig. Til tider har filmen nogle interessante, kreative ideer, hvor fiktion og virkelighed væves sammen, men instruktøren Alonso Ruizpalacios mister flere gange fokus, og filmens monotone og søvndyssende voiceover er mere frustrerende end informativ. Det exceptionelle kameraarbejde tilføjer liv til fortællingen, men ultimativt blev jeg efterladt med ønsket om, at dette påfund var blevet brugt bedre og formidlet mere målrettet.
★★★★★★1“Årets digitale udgave af Berlinalen er forløbet problemfrit, men uden hverken festlige øjeblikke eller pressekonferencer”
Som du skriver omkring festivaller mm - og man kan tilføje alle former for tilskuersport og kultur. Man savner den ekstra nerve som mange mennesker giver.
En film bliver ikke dårligere ved at se den hjemme i stuen - man får bare ikke den ekstra dimension som, især, en fyldt premiere biograf kan give.
Og mon den manglende ekstra dimension kan påvirke priserne?
★★★★★1Jeg ved ikke, om det direkte kan påvirke priserne. Det er forskelligt om juryen ser med under pressevisningerne. I denne omgang har de siddet i hvert deres land i tomme biografer og set filmene. De andre år har de til tider alle været til stede (mindes et år hvor jeg sad lige bag Jake Gyllenhaal og faldt i søvn under en visning - ikke mit stolteste øjeblik), og andre gange hvor de har set dem andetsteds. Ingen anelse om de så har haft en screener eller en anden biografsal alene.
Men personligt kunne jeg mærke, at de tunge film er lidt sværere at komme igennem, når man ikke sidder i en biograf. Og tænker som minimum, at stemning kan påvirke anmeldelserne af film. Og som du selv siger - stemningen gør sgu alligevel en hel del for oplevelsen. Jeg har da deltaget i enkelte streaming-koncerter her i corona-tiden, og det er satme så langt fra the real deal, som det kan blive! Men man må jeg støtte de kunstnere, man elsker på en eller anden måde =)
David Lund16-03-21 09:54
★★★★★★0Jeg ved ikke, om det direkte kan påvirke priserne. Det er forskelligt om juryen ser med under pressevisningerne. I denne omgang har de siddet i hvert deres land i tomme biografer og set filmene. De andre år har de til tider alle været til stede (mindes et år hvor jeg sad lige bag Jake Gyllenhaal og faldt i søvn under en visning - ikke mit stolteste øjeblik), og andre gange hvor de har set dem andetsteds. Ingen anelse om de så har haft en screener eller en anden biografsal alene.
Men personligt kunne jeg mærke, at de tunge film er lidt sværere at komme igennem, når man ikke sidder i en biograf. Og tænker som minimum, at stemning kan påvirke anmeldelserne af film. Og som du selv siger - stemningen gør sgu alligevel en hel del for oplevelsen. Jeg har da deltaget i enkelte streaming-koncerter her i corona-tiden, og det er satme så langt fra the real deal, som det kan blive! Men man må jeg støtte de kunstnere, man elsker på en eller anden måde =)
Det må også være nemmere at blive distraheret, og lave andre ting midt i det hele tænker jeg.
Fordelen er selvfølgelig at hvis man, som du skriver, falder i søvn - så kan man bare starte igen ;-)
Mon juryen påvirker hinanden mindre, ved at de ikke er sammen?
★★★★★0Mon juryen påvirker hinanden mindre, ved at de ikke er sammen?
Tænker at de har afholdt en håndfuld digitale møder løbende, og netop det format kan vel have en påvirkning i sidste ende. Men jeg er nu kun overrasket over Sølvbjørnen til Maren Eggert - der har været en række bedre præstationer i årets program i mine øjne.
David Lund16-03-21 11:08