Moovy Exclusive: CPH PIX '18: Det bedste fra årets festival

Den tiende udgave af CPH PIX 2018 er overstået. Disse fem film bør du holde øje med, hvis de får dansk biografpremiere.

CPH PIX 2018 er forbi nu, og den nærmest fløj af sted. Eller lad os være ærlige: Der var nogle film, der fløj lidt lettere af sted end andre. Så her er en top 5 over film, som du bør holde øje med, hvis ikke du fik set dem i løbet af festivalen.

"Diamantino"

Den feterede, portugisiske fodboldstjerne Diamantino (som måske godt kunne forveksles med en anden feteret, portugisisk fodboldstjerne) er i chok. Han har lige brændt det afgørende straffespark i VM-finalen. Det tager så hårdt på ham, at han beslutter at stoppe karrieren som fodboldspiller. For at gøre verden til et bedre sted beslutter han sig for at adoptere en lille flygtningedreng – som uheldigvis for ham viser sig at være en voksen kvinde, der er gået undercover for at efterforske Diamantino for skattesnyd.

Han er naturligvis uskyldig, men det er hans onde tvillingesøstre ikke! Og derfra fortsætter galskaben med kloning, kropsforandringer og en skruppelløs Portuexit-kampagne. Alt i denne film er komplet vanvid, men samtidig er hver enkelt element kun et lille skridt til venstre for virkeligheden.

"Leave No Trace"

En PTSD-ramt krigsveteran bor ude i skoven og forsøger at overleve fra dag til dag i en evig kamp med naturen og mod de myndigheder, der insisterer på at få ham til at passe ind i deres kasser. Det er set før. Men denne veteran, en formidabel Ben Foster, bor derude sammen med sin teenagedatter, stærkt spillet af ellers skrøbeligt udseende Thomasin McKenzie, og så er der pludselig andre boller på suppen! Han kan ikke som en anden Rambo tillade sig at kæmpe til sidste blodsdråbe, så de to bliver i sidste ende "indfanget" af de onde myndigheder (som slet ikke er så onde endda, men bare slet ikke forstår, hvor ødelagt han er indeni).

Herfra bliver filmen et gribende portræt af en far, som prøver at være der for sin datter, alt imens han kæmper med at kunne være i sig selv, og en datter, der langsomt tiltrækkes af tanken om det "normale" liv, som faderen aldrig kan få tilbage. Det er efterhånden otte år siden, at instruktør Debra Granik bragede igennem med "Winter's Bone", og hendes nyeste film er mindst lige så velresearchet og stærk.

"We The Animals"

Der er en helt særlig energi og sensibilitet i Jeremiah Zagars splllefilmsdebut. Energien mærker man fra første sekund. Der er gang i 9-årige Jonah og hans to storebrødre. De lever et sparsommeligt, men trygt liv med deres forældre. Men da farmands tough love-forsøg på at lære Jonah at svømme jager en skræk i livet på den følsomme dreng og en kile ned mellem mor og far, krakelerer den skrøbelige idyl. Sensibiliteten kommer især til udtryk gennem filmens brug af lys og nærbilleder.

Man kommer helt ind i knoppen på Jonah, der på poetisk vis bearbejder sine oplevelser i en slags animeret dagbog. Der er en stemning af benhård socialrealisme i en verden fuld af farer og fristelser – krydret med dagdrømme og en smule magi. Det ville være for nemt at kalde filmen "dette års 'Moonlight'". Lighederne er der, men "We the Animals" er helt sin egen.

"The Kindergarten Teacher"

Må du pace et talentfuldt barn? Må du pace et talentfuldt barn på kun fem år? Må du pace et talentfuldt barn på kun fem år, som ikke er dit eget – og uden familiens accept? Den kunstnerisk understimulerede børnehaveklasselærer Lisa opdager, at en af hendes elever, Jimmy, har et åbenlyst poetisk talent. Og mod familiens ønske påtager hun sig opgaven med at fodre talentet med så mange indtryk som muligt. Hun vil jo kun Jimmy det bedste. Og gør det så noget, at det også gavner hende selv?

I rollen som Lisa balancerer Maggie Gyllenhaal på en manisk knivsæg. Ikke fordi Lisa aldrig går over stregen – allerede tidligt føles hendes fascination af den lille dreng og hans naivistiske digte som en usund besættelse. Men fordi man stadig kan sympatisere med hende og hendes higen efter at nære Jimmys talent, inden det bliver knust i en verden af gyldne middelveje og overfladiske medier. Og man forstår hende stadig, når hun går for langt. Alt for langt.

"Blind Spot"

Jo mindre du ved om denne film på forhånd, jo bedre. Men én ting er sikkert: Det var meget fortjent, at "Blind Spot" vandt festivalens hovedkonkurrence, New Talent Grand Prix! Tuva Novotny, der jo ellers er kendt som en af Skandinaviens mest fremtrædende skuespillere, har både skrevet og instrueret en film, der er lige så tematisk aktuel, som den er kunstnerisk ambitiøs.

I et forsøg på at få os til at tale mere om psykiske sygdomme og sårbarheder – og derved forhåbentlig redde liv – har hun og holdet bag lavet en film, der på én gang føles som dit værste mareridt og totalt realistisk. Og så er den uden et eneste klip. I 1½ time. Ingen pusterum, ingen tissepauser. Hverken for dig eller for personerne i filmen. For du ér personerne i filmen, i den forstand at det lige så vel kunne være dig, der stod i deres situation. Det er intenst, det er frygteligt, og det er fremragende!

Kommentarer

CPH PIX '18: Det bedste fra årets festival

  • ★★★0

    Damn, jeg håber, at "Blind Spot" nu udkommer i de danske biografer. Er virkelig ked af at være gået glip af den under festivalen.

    The Insider16-10-18 12:07

  • ★★★1

    Jeg syntes, at jeg hørte hvisken i krogene om at den var på nippet til at blive købt under festivalen - lad os håbe.

    Dolphinfriendly16-10-18 13:20

  • ★★★0

    Jeg syntes, at jeg hørte hvisken i krogene om at den var på nippet til at blive købt under festivalen - lad os håbe.

    Fedt! Fingers crossed!

    The Insider16-10-18 13:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen