De gamle "Superman"- og "Batman"-film får tegneseriefortsættelser

Kommende DC-tegneserier bygger videre på Richard Donners "Superman" fra 1978 og Tim Burtons "Batman" fra 1989 – tjek forsiderne her!

Mens Michael Keaton snart gentager rollen som Batman, som han spillede i Tim Burtons "Batman" (1989) og "Batman vender tilbage" (1992), i den kommende "The Flash", så vender Keatons udgave af nattens ridder også snart tilbage i tegneserieform.

Det samme gør i øvrigt Christopher Reeves udgave af Superman, som optrådte i fire spillefilm – fra Richard Donners "Superman" (1978) og frem til "Superman IV - kampen for fred" (1987).

DC Comics har netop offentliggjort, at de snart lancerer tegneserierne "Superman '78" og "Batman '89", som udfolder sig inden for de førnævnte spillefilms respektive universer. Forsiderne til de første bind kan ses herunder.

Læs også: Den gamle Lois Lane kan ikke fordrage den nye

Tegneserierne udkommer i juli 2021 og består hver især af tolv bind. Hvis man har lidt tålmodighed, så kan man engang til efteråret købe alle tegneserierne samlet i én udgivelse.

Og manuskriptforfatteren bag Burtons førnævnte Batman-film, Sam Hamm, har faktisk skrevet de nye Batman-tegneserier, som angiveligt vil byde på et gensyn med Michelle Pfeiffers udgave af Catwoman.

Batman-tegneserien vil efter sigende også byde på en ny udgave af Robin, som vil passe ind i Burtons univers.

Kommentarer

De gamle "Superman"- og "Batman"-film får tegneseriefortsættelser

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen