Evan Peters slutter sig til Jared Leto i "Tron 3"

Stjernen fra de nye "X-Men"-film og "Dahmer - Monster: The Jeffrey Dahmer Story" springer snart op på lyscyklen.

Efter mange års venten blev en tredje "Tron"-film, "Tron: Ares", omsider officielt annonceret tilbage i januar. Filmen er en fortsættelse til "Tron" (1982) og "Tron: Legacy" (2010), der udfoldede sig i en virtuel verden, hvor software er omdannet til menneskelignende helte og slyngler, der duellerer i alskens tempofyldte spil.

Vi ved allerede, at Jared Leto ("Morbius") spiller hovedrollen i sci-fi-sagaens nyeste kapitel, og nu rapporterer Variety, at den Oscar-belønnede Leto får følgeskab af Emmy-vinderen Evan Peters.

Peters spillede superhelten Quicksilver i flere af de seneste "X-Men"-film – herunder "X-Men: Apocalypse" og "X-Men: Dark Phoenix". Han vandt den førnævnte Emmy for sin præstation som en politibetjent i "Mare of Easttown", men han er nok bedst kendt for at have spillet en grufuld forbryder – nemlig titelrollen i den autentiske "Dahmer - Monster: Historien om Jeffrey Dahmer".

Læs også: Jeff Bridges reklamerer for ny "Tron"-forlystelse i Disney World – betyder det, at han er med i "Tron 3"?

Både plottet og Peters' rolle i "Tron: Ares" er fortsat omgærdet af mystik.

Norske Joachim Nønning ("Maleficent: Mistress of Evil", "Kon-Tiki") sidder i instruktørstolen, mens manuskriptet er skrevet af Jesse Wigutow, som ikke har skrevet en biograffilm siden 2003's "It Runs in the Family" med både Kirk Douglas, Michael Douglas og Cameron Douglas foran kameraet.

Optagelserne til "Tron: Ares" går efter planen i gang til august, og filmen udkommer i december 2025. Herunder kan I se Moovy TV's "X-Men"-interview med netop Peters fra 2019:

Kommentarer

Evan Peters slutter sig til Jared Leto i "Tron 3"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen