Originalen var en favorit i barndommen, hvor jeg så den i Tv et par gange og var totalt solgt. Genså den for et par år siden og synes stadig det er en rigtig god og underholdende film.
"Fantastic Voyage" er Guillermo del Toros næste projekt
Filmmageren Guillermo del Toro er en produktiv herre, og nu skulle det være sikkert, at "Pans labyrint"-instruktørens næste film bliver en genindspilning af science fiction-klassikeren "Fantastic Voyage". Filmen udkom på dansk under titlen "Den fantastiske rejse".
Den originale film blev instrueret af Richard Fleischer og havde premiere i 1966. I filmen kommer en vigtig forsker i livsfare, da han bliver ramt af en blodprop. For at redde ham, må et hold agenter skrumpes til mikroskopisk størrelse og drage på en mission gennem forskerens blodbaner for at finde frem til blodproppen og redde mandens liv. Turen med den specialbyggede ubåd Proteus bliver dog både dramatisk og farefuld.
Der har tidligere været en række forskellige instruktører tilknyttet projektet, men det ender altså med at blive del Toro, der tager os med på den fantastiske rejse. Den mexicanske instruktør har de senere år givet os bl.a. monsterfilmen "Pacific Rim" og den gotiske kærlighedshistorie "Crimson Peak". Han var også med til at skabe animations-serien "Trollhunters" for Netflix.
Det er indtil videre småt med detaljerne omkring den nye film, men optagelserne skulle begynde i efteråret 2018. David Goyer ("Man of Steel") har skrevet manuskriptet, mens James Cameron er producer på filmen.
Guillermo del Toro er til foråret aktuel med "The Shape of Water", en eventyrlig historie, der foregår under den kolde krig og har Sally Hawkins ("Godzilla") og Michael Shannon ("Nocturnal Animals") i hovedrollerne. "Fantastic Voyage" forventes at lande i 2020.