Hugh Jackman diskuterer Ryan Reynolds og beslutningen om at takke nej til "Cats"

Et sandt dilemma, når tiden skal prioriteres...

Siden Jackmans sidste optræden som "X-Men"-mutanten Wolverine i "Logan", har australieren holdt relativt lav profil. Men overfor The Daily Beast har skuespilleren åbnet op om to emner: Sidste års "Cats" og fejden med Ryan Reynolds.

Jackman er venner med Tom Hooper, der instruerede den udskældte fortolkning af Andrew Lloyd Webbers musical. D'herrer arbejdede sammen på "Les Misérables" tilbage i 2012, og Jackman blev Oscar-nomineret for sin præstation i filmen.

Den australske skuespiller var blevet inviteret til at medvirke i "Cats", hvilket han dog afviste. Jackman fortæller: "Tom ringede til mig, fordi vi lavede 'Les Misérables' sammen. Der var forskellige muligheder i forhold til, hvornår jeg var tilgængelig. Og virkelig... ja. Jeg var ikke tilgængelig på det tidspunkt."

Da han bliver spurgt, om han er glad for at have afvist rollen, siger han: "Jeg er i teaterbranchen. Jeg vil ikke svine andres værker til eller hoppe med på vognen. Tom Hooper er en af de helt store filmskabere, vi har."

IKKE MERE END FEM TIMER

I samme interview bliver Jackman spurgt, hvordan fejden med Ryan Reynolds startede. Reynolds har gjort grin med australieren både gennem sin rolle som Deadpool og på de sociale medier.

"Hvordan startede det? Det er så lang tid siden. Et klassisk tegn på, at en fejde har varet for længe, når du ikke ved, hvor eller hvorfor fejden startede. Jeg mødte ham under '[X-Men Origins:] Wolverine'. Jeg var efter ham, fordi han lige var blevet gift med Scarlett Johansson, som jeg var tæt med. Jeg sagde til ham, at jeg holdt øje med ham, og at han skulle behandle hende ordentligt. Vi drillede hinanden på den måde, hvilket eskalerede med 'Deadpool'."

Angiveligt blev Reynolds den store joker på Jackmans bryllupsdag. Og australieren pønser stadig på et comeback, selvom han behersker sig: "Jeg prøver at begrænse mig til at planlægge min hævn blot fem timer om dagen. Jeg har opdaget, at det er usundt for mig, hvis jeg bruger mere end fem timer på at tænke på, hvordan jeg kan hævne mig på Ryan. Men fem timer er sundt og godt, og det gør, at jeg forholder mig rask."

Et resultat på den venlige fejde (?) kan ses gennem dette klip. Wolverine og Deadpool bliver nok ikke venner lige foreløbigt...

Kommentarer

Hugh Jackman diskuterer Ryan Reynolds og beslutningen om at takke nej til "Cats"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen