Instruktør-duoen bag "Uncut Gems" laver tv-aftale med A24 og HBO

Brødreparret bag de hæsblæsende film "Uncut Gems" og "Good Time" kaster sig ud i tv-formatet sammen med prominente kræfter.

Efter brødrene Josh og Benny Safdie for alvor brød igennem tilbage i 2017 med "Good Time", der havde Robert Pattinson i hovedrollen, har brødreparret været særdeles aktive. Sidste år var de aktuelle med Adam Sandler-filmen "Uncut Gems", som var en af årets mest anmelderroste film og da også fik seks stjerner her på Moovy.

Nu lader det til, at brødreparret skifter filmverdenen ud med tv-formatet for en stund. Safdie-brødrene har igennem deres produktionsselskab Elera Pictures lavet en såkaldt first-look deal med ingen ringere end seriegiganten HBO og det prominente film- og tv-selskab A24, som også har distribueret brødrenes to seneste film.

En first-look deal betyder, at der endnu ikke er noget konkret manuskript eller nogen ide at arbejde med, men at Safdie-brødrene har modtaget penge til at udvikle ideer og skrive manuskripter, som HBO og A24 så har førsteret til at kigge på.

Safdie-brødrene annoncerede også tidligere på året, at de laver en serie med navnet "The Curse" sammen med komikeren Nathan Fielder. Så det er nok kun et spørgsmål om tid, før vi ser en tv-serie fra duoen.

Kommentarer

Instruktør-duoen bag "Uncut Gems" laver tv-aftale med A24 og HBO

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen