James Cameron er biografernes konge! "Titanic" og "Avatar: The Way of Water" solgte flest billetter i weekenden

Både Camerons 25-år gamle Oscar-sluger og hans seneste sci-fi-storfilm er netop nu biografernes største sællerter på verdensplan.

Filminstruktøren James Cameron er – mildest talt – inde i en god stime.

Stimer er som bekendt også det, man kalder flokke af fisk, og det er ganske passende to af Camerons vandfilm, som netop nu er med til at holde biograferne oven vande.

Variety rapporterer, at biografernes to største billetsælgere på verdensplan i den forgangne uge var hhv. Camerons "Avatar: The Way of Water" (25,8 mio. dollars) og "Titanic" (22,3 mio. dollars).

Sidstnævnte film er netop blevet genudgivet i adskillige lande i forbindelse med filmens nylige 25-års jubilæum. Ugens store nye premierefilm, "Magic Mike's Last Dance", måtte nøjes med en global omsætning på 18,6 mio. dollars – "Avatar: The Way of Water" fik vel at mærke biografpremiere for to måneder siden.

Læs også: "Avatar: The Way of Water" runder 800.000 solgte billetter i Danmark

"Avatar: The Way of Water" var pudsigt nok lige ved at overhale "Titanic" på listen over filmhistoriens største hits ("Titanic" ligger p.t. #3), men "Titanic"-repremieren har i hvert fald udskudt dén mulige bedrift for "Avatar"-fortsættelsen.

Filmhistoriens mest succesfulde film til dato (hvis man ikke tager inflation med i regnestykket) er stadig Camerons første "Avatar"-film – den 68-årige, canadiske filmmager står altså bag 3 af de 4 største kassesucceser nogensinde.

"Titanic" er også blevet genudsendt i flere danske biografer – herunder i FORMAT Biograf, hvor du kan se filmen i 3D HFR med Atmos-lyd. Billetter kan bookes her. Samme sted kan du også stadig opleve "Avatar: The Way of Water" i 3D HFR med Atmos-lyd, og de billetter kan du booke her.

Og herunder kan I se Moovy TV's video-interviews med stjernerne i "Avatar: The Way of Water", som efter planen vender tilbage til Pandora i "Avatar 3" i 2024:

Kommentarer

James Cameron er biografernes konge! "Titanic" og "Avatar: The Way of Water" solgte flest billetter i weekenden

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen