John Carpenter arbejder på ny "The Thing"

Filmselskabet Blumhouse puster snart nyt liv i den klassiske sci-fi-gyser.

Tilbage i januar kom det frem, at filmselskabet Blumhouse ("Get Out", "The Invisible Man") har et remake af John Carpenters "The Thing" på tegnebrættet.

Carpenters sci-fi-gyser floppede finansielt i 1982 og blev samtidig nedsablet af de fleste kritikere, men filmen er sidenhen blevet en kultklassiker, der har nydt stor succes på hjemmevideo.

"The Thing" var baseret på John W. Campbells novelle "Who Goes There?" fra 1938, som også blev filmatiseret i 1951 i form af "The Thing from Another World". En prequel til Carpenters film med samme titel blev udgivet i 2011 og havde bl.a. danskerne Ulrich Thomsen og Carsten Bjørnlund på rollelisten.

Da Blumhouse annoncerede den nye "The Thing" i januar, antydede selskabet, at den nye film vil inkludere de bedste elementer fra filmene samt indhold fra både originalnovellen og en ny roman baseret på Campbells novelle: "Frozen Hell".

Læs også: "Big Trouble in Little China"-remake bliver uden Carpenter

Men noget tyder på, at den nye "The Thing" primært vil tage afsæt i Carpenters film, for i et nyligt interview afslørede Carpenter, at han er med om bord på det nye projekt:

"Blumhouse arbejder på 'The Thing'. På et reboot. Jeg er med om bord."

Variety har siden da kunnet bekræfte, at Carpenter og Blumhouse vitterligt samarbejder på den nye "The Thing", og selvom Carpenter ikke ville afsløre, om den nye film bliver en prequel, en fortsættelse eller et remake, så antyder hans citat, at der bliver tale om et reboot med et nyt cast.

Vi ved dog ikke, hvornår den nye "The Thing" går i produktion eller udkommer.

Kommentarer

John Carpenter arbejder på ny "The Thing"

  • 0

    Det er da en formildende omstændighed at han er med i produktionen, men tør stadig ikke have forventninger til projektet. Hans udgave var et sandt effektmesterværk, og sætter de ikke alt ind på at gøre det efter denne gang, så kommer den til at fejle. 

    Nagash26-08-20 09:18

  • ★★★0

    Det er da en formildende omstændighed at han er med i produktionen, men tør stadig ikke have forventninger til projektet. Hans udgave var et sandt effektmesterværk, og sætter de ikke alt ind på at gøre det efter denne gang, så kommer den til at fejle. 

    Du har ret, men jeg er da helt frisk på at prøve mere af samme skuffe. Den oprindelige var et lille mesterværk.

    Gormanden26-08-20 13:46

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen