Michael B. Jordan skal muligvis instruere "Creed III"

Den slagkraftige skuespiller er angiveligt klar på at debutere som filminstruktør med "Rocky"-franchisens næste kapitel.

Deadline frigav forleden en rapport om det mulige salg af Bond-filmen "No Time to Die" (som for nylig blev udskudt til april 2021 på grund af coronapandemien) til en streamingtjeneste.

Selvom det salg næppe bliver en realitet, så bød rapporten på en anden interessant oplysning: Michael B. Jordan overvejer at instruere "Creed III".

I både "Creed" og "Creed II" spillede Jordan den unge, frembrusende bokser Adonis Johnson, som trænes af den legendariske Rocky (Sylvester Stallone), som var gode venner med Johnsons afdøde far: bokseren Apollo Creed.

Den første "Creed" blev instrueret af "Black Panther"-instruktøren Ryan Coogler, mens den mindre succesfulde fortsættelse fra 2018 blev instrueret af Steven Caple Jr.

Læs også: Michael B. Jordan er på tale som den næste Superman

Deadline betegner "Creed"-filmserien som en vigtig franchise for det hårdt prøvede filmselskab MGM, som har mistet en masse penge på grund af udskydelsen af "No Time to Die".

"Creed"-produceren Irwin Winkler har da også tidligere fortalt, at Jordan er blevet tilbudt rollen som instruktør på den næste "Creed"-film, hvilket altså bekræftes af Deadline.

MGM venter dog stadigvæk på at høre tilbage fra Jordan, og vi ved ikke, hvornår "Creed III" går i produktion. Manuskriptet skrives i øjeblikket af den relativt ukendte Zach Baylin, som også p.t. arbejder på en film om tennis-stjernerne Serena og Venus Williams: "King Richard".

Kommentarer

Michael B. Jordan skal muligvis instruere "Creed III"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen