Godt nytår alle - and hey…..Be carefull out there :)
Moovy ønsker godt nytår 2024!
For 9. år i streg ønsker vi vores læsere, lyttere og seere et rigtig godt nytår, som forhåbentlig serverer masser af fede oplevelser både i biografsalene og stuerne!
Om få timer ligger 2023 i bakspejlet, og som de fleste år har det leveret rigeligt med både op- og nedture i og uden for de levende billeders arena.
Vores team af anmeldere har kastet stjerner efter sammenlagt 155 tv-serier og film i årets løb – fra 6-stjernede herligheder som "Oppenheimer", "Tár", 1. sæson af "The Last of Us" og sågar horror-hittet "Evil Dead Rise" til 1-stjernede bundskrabere som "Fast & Furious X" og "A Beautiful Life" med danske Christoffer i en syngende hovedrolle, som altså ikke fik trykket på de rette tangenter hos anmelderen.
Var 2023 måske også året, hvor det globale filmpublikum så småt vendte ryggen til den normalvis profitable superheltegenre? Fans vil nok pointere, at der snarere er tale om, at biografgængere er blevet trætte af dårlige/middelmådige blockbuster-kandidater, men det er stadig bemærkelsesværdigt, at både DC's "The Flash", "Blue Beetle" og "Aquaman and the Lost Kingdom" har floppet, mens "The Marvels" er MCU-franchisens klart dårligst indtjenende film, siden "Iron Man" kickstartede Marvels succesfulde film- og serieunivers i 2008.
Hvorom alting er, så kommer 2024 naturligvis til at byde på endnu flere superheltefilm – inklusive den længe ventede "Deadpool 3" og Marvel-serien "Echo". Moovys brugere har generelt reageret begejstret på trailerne til netop dén føljeton.
Herhjemme har flere danske film klaret sig godt – "Synkefri", "Hygge", "Bastarden", "Underverden II", "Toves værelse", "Ustyrlig", "Kysset" og "Meter i sekundet" har alle solgt over 100.000 biografbilletter hver især. Og seks år efter at vi her på Moovy breakede nyheden om filmen, leverede Ole Bornedal omsider sin fortsættelse til "Nattevagten".
Flere af de nævnte film dykkede Moovy TV ned i – det blev bl.a. til et dybdeborende interview med "Toves værelse"-skuespillerne Lars Brygmann og Paprika Steen; en snak med manden bag "Star Wars"-serien "The Mandalorian", Jon Favreau; interviews med stjernerne i (og instruktøren bag) Disneys nye "Den lille havfrue"; samt et "Ant-Man"-interview med den legendariske Michael Douglas. Alle Moovy TV-episoder kan findes her, og I kan bl.a. se frem til interviews med "Echo"-instruktøren Sydney Freeland, "Percy Jackson"-producerne Dan Shotz og Jonathan Steinberg samt "The Holdovers"-skuespilleren Paul Giamatti i januar.
Og Moovy Podcast kom også vidt omkring i årets løb, hvor værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, diskede op med alt fra anmeldelser og top 10-lister til instruktørportrætter og spotlight-episoder med særlige filmanalyser. Du kan læse mere om podcast-afsnittene her og naturligvis finde episoderne de steder, hvor du normalt lytter til podcasts.
Der har naturligvis også været masser af aktivitet i Moovys velbesøgte brugerforum, og vi ønsker alle vores faste læsere, lyttere og seere rigtig godt nytår og glæder os til at se jer igen i 2024!