Nichelle Nichols’ aske skydes ud i rummet

"Star Trek"-legendens jordiske rester kommer ganske passende ud i verdensrummet.

For en lille måneds tid siden gik den amerikanske skuespiller Nichelle Nichols bort. Vi skrev en længere nekrolog om Nichols her, som gennemgik "Star Trek"-stjernens toneangivende arbejde både foran og bag kameraet.

På film- og tv-fronten var Nichols suverænt bedst kendt for rollen som Enterprises kommunikationsofficer, Nyota Uhura, som hun spillede i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne og i seks efterfølgende spillefilm.

Og derfor føles det ualmindeligt passende, at en del af Nichols' aske bliver skudt ud i solsystemet. Det rapporterer The Hollywood Reporter.

Læs også: Den toneangivende "Star Trek"-legende Nichelle Nichols er død, 89 år gammel

Det er rumfartsselskabet Celestis Inc. – som i øvrigt regelmæssigt samarbejder med NASA – der tager en del af Nichols med sig på raketten United Launch Alliance Vulcan Centaur, der – også forunderligt passende – sendes afsted sammen med rumfærgen Enterprise senere i år.

Raketten vil flyve forbi det nyligt installerede James Webb-teleskop og afsted mod solsystemets yderkant. Her vil raketten fungere som et slags radiofyr, der gør os klogere på verdensrummet.

Raketten vil faktisk også indeholde flere afdøde legenders aske – heriblandt "Star Trek"-skaberen Gene Roddenberry og "Star Trek"-skuespilleren James "Scotty" Doohan, som begge tidligere har fået små portioner af deres jordiske rester skudt ud i det uendelige kosmos.

Kommentarer

Nichelle Nichols’ aske skydes ud i rummet

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen