Phoebe Waller-Bridge spiller Indiana Jones’ guddatter i "Indiana Jones 5"

"Fleabag"-stjernen er klar til at gøre Harrison Ford selskab i Indy-skuespillerens sidste svingom med sin glansrolle.

Vi venter stadig spændt på den første trailer til den længe ventede femte (og stadig unavngivne) "Indiana Jones"-film, der bør udkomme inden midt-december.

Forleden fik vi det første kig på Mads Mikkelsen i rollen som nazi-skurken Voller, og nu er der dukket nye detaljer op om en anden af den kommende films centrale karakterer. 

Det er nemlig kommet frem, at Phobe Waller-Bridge ("Fleabag") spiller Indiana Jones' guddatter, Helena, i det nye eventyr. Karakteren beskrives som et charmerende og underfuldt mysterium, og som tidligere rapporteret har John Williams skrevet musikstykket "Helena's Theme" til den eventyrlystne kvinde:

Hør også: John Williams afslører det første stykke musik fra "Indiana Jones 5"

"Indiana Jones 5" udfolder sig i 1969 nogenlunde samtidigt med Apollo 11's rejse til Månen. Den aldrende Indy tørner endnu en gang sammen med ondsindede nazister, som han har bekæmpet siden den oprindelige "Jagten på den forsvundne skat" fra 1981.

For selvom nazisterne blev besejret under 2. Verdenskrig, så blev flere af det onde regimes videnskabsmænd hyret af USA under rumkapløbet med Sovjetunionen, og i "Indiana Jones 5", viser det sig, at flere af dem har skumle, skjulte planer.

Du kan se Harrison Ford, Phoebe Waller-Bridge og Mads Mikkelsen i aktion den 29. juni 2023, hvor "Indiana Jones 5" svinger ind i de danske biografer.

Kommentarer

Phoebe Waller-Bridge spiller Indiana Jones’ guddatter i "Indiana Jones 5"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen