"Silent Night": John Woos første Hollywood-actionfilm i 20 år får endelig en premieredato

Joel Kinnaman spiller en far, der er ude efter hævn på de bandemedlemmer, som skød hans søn.

Det er snart to år siden, at vi her på Moovy for første gang rapporterede den glædelige nyhed, at en af actiongenrens største virtuoser, John Woo, snart er aktuel med sin første Hollywood-film siden 2003's "Paycheck".

Der er tale om "Silent Night", der handler om familiefaderen Godlock, som går i kødet på den kriminelle underverden efter sin unge søns død. Tragedien sker juleaftensdag, hvilket forklarer titlen.

Og derfor er det også ganske passende, at filmselskabet Lionsgate netop har fastlagt filmens amerikanske premieredato, og at den ligger i december – nærmere bestemt den 1. december.

Læs også: Nicolas Cage afslører nye detaljer om "Face/Off 2"

Det vides endnu ikke, om "Silent Night" også udkommer i julemåneden herhjemme, men det krydser vi naturligvis fingre for.

Og apropos filmens titel, så bliver "Silent Night" totalt blottet for dialog – i stedet bæres historien udelukkende fremad af filmens æstetik, som sikkert bliver imponerende jvf. Woos tidligere actionperler såsom "Hard Boiled", "The Killer" og "Face/Off".

Godlock spilles af svensk-amerikanske Joel Kinnaman, mens også "X"-stjernen Kid Cudi, den Oscar-nominerede Catalina Sandino Moreno ("Maria Full of Grace") og Harold Torres ("ZeroZeroZero") har store roller i "Silent Night".

Kommentarer

"Silent Night": John Woos første Hollywood-actionfilm i 20 år får endelig en premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen