Steven Soderbergh samler stjernespækket hold til sin kommende film

Manden bag "Ocean´s"-trilogien og "Traffic" vender tilbage til heist-genren, og det bliver med et stjernespækket hold.

Ovenpå trumfer som den Oscar-vindende "Traffic" og den Guldpalme-sejrende "Sex, løgn og video" trak Steven Soderbergh sig tilbage i 2013.

Den effektive filmmager kunne dog ikke holde sig i ro ret lang tid, og siden har Soderbergh været aktiv med serierne "The Knick", "The Girlfriend Experience" og "Mosaic", mens han har spyttet film ud som "Logan Lucky", "Unsane" og Netflix-projekterne "High Flying Bird" samt "The Laundromat".

Foruden komedien "Let Them All Talk", der har Meryl Streep i hovedrollen, er Steven Soderbergh gået i fuld gang med at optage sin kommende film, "No Sudden Move", der tidligere gik under navnet "Kill Switch", og som nu starter sine optagelser i Detroit under strikse coronaforhold.

ET STJERNESPÆKKET HOLD

"No Sudden Move" er en heist-film, der udspiller sig i Detroit i 1955. Her skal et hold af småkriminelle udføre et røveri, hvor et hemmeligt dokument skal stjæles. Men planen fejler totalt, og der viser sig at være langt mere på spil, end holdet tror, hvilket sender dem ud på en livsfarlig jagt igennem motorbyen.

Til at udføre kuppet har Steven Soderbergh samlet et stjernehold, der bl.a. tæller "Stranger Things"-stjernen David Harbour, Kieran Culkin ("Succession"), Brendan Fraser ("Mumien"), Don Cheadle ("Captain America: Civil War"), Benicio Del Toro ("Sicario"), Jon Hamm ("Mad Men"), Ray Liotta ("Goodfellas"), Bill Duke ("Predator"), Frankie Shaw ("Mr. Robot") og Julia Fox ("Uncut Gems").

GEORGE CLOONEY SPRINGER FRA

Tidligere var George Clooney, John Cena og Sebastian Stan også på rollelisten, men de måtte springe fra på grund af forsinkelser forårsaget af coronavirussen.

Med "Ocean's"-trilogien og "Logan Lucky" i bagkataloget er Steven Soderbergh ikke uvant med kupgenren, og det bliver spændende at se, hvad han gør inden for genrens rammer denne gang.

"No Sudden Move" har ikke en fastlagt premieredato, men den får engang premiere i Amerika på streamingtjenesten HBO Max, mens en dansk distributør endnu er uvist.

Kommentarer

Steven Soderbergh samler stjernespækket hold til sin kommende film

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen