HBO giver grønt lys til en hel sæson af "The Last of Us" baseret på Naughty Dogs videospil

Og videospillets skaber er med om bord på tv-serien som producer og manuskriptforfatter.

Det gav sig selv, at det ekstremt succesfulde PlayStation-spil "The Last of Us" fra 2013 en dag ville blive genfortolket som spillefilm eller tv-serie – og i marts blev det bekræftet: HBO havde en "The Last of Us"-tv-serie i støbeskeen.

Det prisbelønnede spil handler om den hårdhudede Joel og den unge Ellie, der navigerer gennem et fremtidigt, smadret USA, som er hærget af inficerede monstre og brutale bander.

Og i juni kom det så frem, at HBO havde hyret "Chernobyl"-instruktøren, svenske Johan Renck, samt "Chernobyl"-miniseriens manuskriptforfatter, Craig Mazin, til at arbejde på tv-seriens pilotafsnit.

Læs også: Det populære videospil "Fallout" bliver til en tv-serie

Renck måtte desværre springe fra, formentlig grundet corona-relaterede forsinkelser, men noget tyder på, at HBO er stærkt tilfredse med det arbejde, der er blevet udført på seriens pilot, for de har netop givet grønt lys til produktionen af en hel tv-sæson af "The Last of Us". Det fremgår af en pressemeddelelse fra HBO.

Mazin forbliver executive producer på selve serien, og han skal samarbejde med spillets skaber og hovedforfatter, Neil Druckmann.

I pressemeddelelsen slår HBO i øvrigt fast, at serien bliver produceret i tæt samarbejde med både Naughty Dog og Sony. Vi ved dog endnu ikke, hvornår tv-serien udkommer.

Kommentarer

HBO giver grønt lys til en hel sæson af "The Last of Us" baseret på Naughty Dogs videospil

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen