"Star Wars"-serien "Andor" finder sin komponist

Nicholas Britell skal gå i fodsporene på store kanoner som John Williams og Michael Giacchino. 

John Williams' score til "Star Wars"-filmene er noget af det meste ikoniske, hyldede og geniale filmmusik nogensinde.

Det må derfor være forbundet med en vis portion ærefrygt, når nye komponister skal levere underlægningsmusikken til en ny "Star Wars"-film eller serie.

Nu er det kommet frem, at Nicholas Britell skal forsøge at gøre maestro Willlams kunsten efter. Han skal nemlig skrive scoret til "Star Wars"-serien "Andor", der er på vej til Disney+.

Læs også: John Williams har aldrig set "Star Wars"

Britell har tidligere skabt musikken til film som Netflix-hittet "Don't Look Up" og Disneys "Cruella". Han er også manden bag tonerne til den kritikerroste HBO-dramaserie "Succession".

"Andor" er en spin-off-serie til "Rogue One: A Star Wars Story", der havde musik af den Oscar-belønnede komponist Michael Giacchino ("Op", "Star Trek Beyond").

Diego Luna vender tilbage som seriens omdrejningspunkt: den heltemodige oprørssoldat Cassian Andor. Og eventyret beskrives som en spion-thriller, der foregår fem år før begivenhederne i "Rogue One".

Første sæson af "Andor" har endnu ikke fået en officiel premieredato, men til gengæld er det kommet frem, at Lucasfilm allerede har givet grønt lys til 2. sæson.

Kommentarer

"Star Wars"-serien "Andor" finder sin komponist

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen