Herligt interview, som jeg missede i første omgang. Danai Gurira virker til at kunne tale i timevis - hun kunne have en politisk fremtid :-)
Marvels "Black Panther: Wakanda Forever" indtjener svimlende 330 mio. dollars i sin åbningsweekend
Ingen film er nogensinde kommer så stærkt fra start i november i USA.
"Black Panther lever!" bliver der råbt i Marvels "Black Panther: Wakanda Forever", og det må man i dén grad sige efter at have set biografernes indtjeningstal fra den forgangne weekend.
Box Office Mojo rapporterer, at "Black Panther"-fortsættelsen indtjente 180 mio. dollars i USA fra og med torsdagens forpremierer og til og med søndag nat. Uden for USA indtjente Marvel-filmen 150 mio. dollars.
På få dage har "Black Panther: Wakanda Forever" altså allerede skovlet 330 mio. dollars ind – hvilket bemærkelsesværdigt er blot 20 mio. dollars færre, end DC-filmen "Black Adam" har indtjent på hele tre uger.
Læs også: Efter verdenspremieren: "Black Panther: Wakanda Forever" hyldes som Marvels mest rørende film
"Black Panther: Wakanda Forever" har nu rekorden for USA's største november-åbning nogensinde – månedens hidtil største åbning derovre lød på 158 mio. dollars, som blev sikret af "The Hunger Games: Catching Fire" i 2013.
Den første "Black Panther" fik dog en større åbningsweekend i USA (202 mio. dollars), og ifølge Box Office Mojo skal man ikke forvente, at Ryan Cooglers fortsættelse ender med at tjene de 700 mio. dollars (1,3 mia. dollars på verdensplan), som etteren sikrede sig ved billetlugerne.
Faktisk har filmen også haft en svagere åbningsweekend end Marvels "Doctor Strange in the Multiverse of Madness". Sam Raimis film tjente 187 mio. dollars i sin amerikanske åbningsweekend tilbage i maj.
Til gengæld har "Black Panther: Wakanda Forever" fået bedre anmeldelser og er blevet taget bedre imod af USA's biografgæster, så det er ikke usandsynligt, at den ender med at slå "Doctor Strange"-fortsættelsen i sidste ende – Raimis film indtjente 411 mio. dollars i USA og lige knap 956 mio. dollars på verdensplan.
Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's interviews med flere af stjernerne i Marvels nyeste blockbuster: