"The Room" genindspilles med Bob Odenkirk i hovedrollen (og nej, det er IKKE en tidlig aprilsnar)

"Better Call Saul"-stjernen overtager Tommy Wiseaus legendariske hovedrolle i remaket af en af filmhistoriens dårligste (og sjoveste) film.

I år fejrer "The Room" sit 20-års jubilæum. Tommy Wiseaus kultfilm (som Wiseau både finansierede, skrev, instruerede og spillede hovedrollen i) er for længst blevet et verdensomspændende kulturfænomen, fordi den er himmelråbende elendig på næsten alle parametre – fra manus over instruktion til skuespil.

Filmens elendighed er dog også grunden til dens enorme succes – den vises jævnligt i biografer over hele kloden, inklusive Husets Biograf i København, som i årevis har fremvist filmen med jævne mellemrum. Og begejstrede (og ofte berusede) gæster kaster plastikskeer og puder efter lærredet, alt imens de højlydt citerer filmens grinagtige replikker såsom "you're tearing me apart, Lisa!" og "anyway, how's your sex life?"

Men tv-stjernen Bob Odenkirk ("Better Call Saul", "Breaking Bad") og filmmageren Brando Crawford fejrer kultfilmens fødselsdag på en noget særegen facon: de genindspiller "The Room" i sin helhed. Det skriver Variety.

Læs også: Tommy Wiseaus "The Room" genudgives i 4K

Der har i nogle dage floreret rygter om et "The Room"-remake, og nu er det altså officielt. Odenkirk bekræfter på sin egen Twitter-side, at der ikke er tale om en joke, og at han har forsøgt at levere hver eneste replik med en mærkbar seriøsitet og oprigtighed.

Den nye "The Room" stiler nemlig efter at blive en anderledes alvorlig fortolkning af Tommy Wiseaus historie om den stakkels bankarbejder Johnny, som er verdens bedst tænkelige ven/svigersøn/forlovede, men som røvrendes af næsten alle omkring sig.

"The Room"-remaket er primært blevet optaget foran green screens, og filmens indtægter går angiveligt ubeskåret til velgørenhedsorganisationen Acting For a Cause.

Tommy Wiseaus repræsentanter fortæller dog Variety, at filmmageren slet ikke er blevet kontaktet omkring det kommende remake og først hørte om dets eksistens i forgårs, onsdag. Eftersom Wiseau er kendt for at være nådesløs over for folk, der prøver at parodiere, fremvise eller granske hans film uden tilladelse, er det ikke utænkeligt, at han vil forsøge at spænde ben for den kommende genindspilning.

Hvorom alting er, så ved vi endnu ikke, hvor eller hvornår "The Room 2.0" udkommer. Herunder kan I se Moovy TV's dybdeborende indslag om skabelsen af "The Room", hvor vi taler med Greg Sestero, der spillede Mark i filmen, og som senere skrev bogen "The Disaster Artist" om sit samarbejde med Wiseau, som senere blev filmatiseret:

Kommentarer

"The Room" genindspilles med Bob Odenkirk i hovedrollen (og nej, det er IKKE en tidlig aprilsnar)

  • ★★★★★1

    Brad Pitt: Mark

    Tom Holland: Denny

    Claudette: Jamie Lee Curtis

    Lisa: Anna Kendrick

    Chris-R: Samuel Jackson

    Peter: Quentin Tarantino

    Elwood10-03-23 09:10

  • ★★★★★0

    Brad Pitt: Mark

    Tom Holland: Denny

    Claudette: Jamie Lee Curtis

    Lisa: Anna Kendrick

    Chris-R: Samuel Jackson

    Peter: Quentin Tarantino

    Glimrende bud!!

    Det er faktisk Mike Flanagan – instruktøren af "Doctor Sleep" og "The Haunting of Hill House" – som spiller Peter :-D Det er fandme et sjovt valg. Han ligner meget godt!

    collider.com/mike-flanagan-the-room-charity-remake-set-image/

    Billedet viser også, at Sestero tydeligvis er en smule involveret – hvilket gør det endnu mere underligt, at Wiseau intet vidste.

    The Insider10-03-23 09:27

  • ★★★★0

    Hold kæft det kunne være stenet hvis de bare lavede den med en A-hold uden at ændre på noget som helst andet.

    gi-jones10-03-23 12:13

  • ★★★★★0

    Ku lige se for mig det havde været et MCU cast sommer projekt også.

    Eller Babylon castet. Eller andet stor ensemble cast.

    Elwood10-03-23 12:19

  • 1

    *kaster en håndfuld plastikskeer som hyldest*

    larsnoergaard10-03-23 14:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen