Jeg er stadig nysgerrig, men min interesse er godt nok dalet en del. Altså, selvfølgelig er det et remake, men seriøst alt - ALT - i den trailer er med i originalen. Satser på at den endelige film byder på lidt mere nytænkning. Men det er selvfølgelig heller ikke alt, Pizzolatto skriver, som er helt eminent...
Trailer: Første fulde trailer til "The Guilty" - den amerikanske udgave af "Den skyldige"
Flere af Hollywoods største kræfter foran og bag kameraet har kastet sig over en nyfortolkning af den danske thriller.
For blot en uges tid siden fik vi det første ultrakorte smugkig (eller snare smuglyt) på det amerikanske remake af "Den skyldige", som pudsigt nok hedder "The Guilty".
Nu har Netflix så udgivet en længere og mere konventionel trailer til thrilleren, som har Jake Gyllenhaal i den altdominerende hovedrolle og "Training Day"-bagmanden Antoine Fuqua i instruktørstolen. Traileren kan ses herunder.
Og det er først og fremmest påfaldende, hvor mange øjeblikke i traileren, der fremstår som nærmest tro kopier af scener i den originale film – i hvert fald når man tænker på, at selveste "True Detective"-skaberen Nic Pizzolatto står bag manuskriptet til "The Guilty".
Se også: Interview: Duoen bag den danske thriller "Den skyldige"
I den oprindelige, danske film spiller Jakob Cedergren en politibetjent, som modtager et 112-opkald fra en kidnappet kvinde og derefter kæmper for at befri hende fra sin kontorplads – blot bevæbnet med en telefon.
Gyllenhaal spiller politibetjenten i den amerikanske version, og remakets rolleliste prydes også af prominente navne som Paul Dano, Peter Sarsgaard og Ethan Hawke.
Instruktøren bag "Den skyldige", Gustav Möller, samt originalfilmens producer, Lina Flint, er med om bord som executive producers. Du kan se Moovy TV's dybdeborende videointerview med parret her. Möller og Gyllenhaal samarbejder i øvrigt netop nu på thrilleren "Snow Blind".
"The Guilty" lander i udvalgte biografer i slut-september, før den gøres tilgængelig på Netflix den 1. oktober. Traileren kan ses her: