Anmeldelse: Five Feet Apart

"Five Feet Apart" er aparte sødlig og kold.

Når genrefilm med skæve vinkler ender med overraskende store plusser på bundlinjen, åbnes dørene på vidt gab for tematiske opfølgere. Eftersom young adult-dystopier endeligt blev skudt i smadder med "Mortal Engines", rettes kikkerten desperat mod nye horisonter. Andre YA-variabler har dog allerede spredt sig i urtehaven. Heriblandt sick flicks, romantiske dramaer svøbt i højspændt teen-dødsfascination og tragedier. Seneste eksempel er "Five Feet Apart", der dog gør sig mere i nælderne end i rosenbedet.

Mød Will og Stella. De er begge er ramt af cystic fibrosis, en livstruende sygdom, der ikke levner de store håb om et nogenlunde normalt liv. Teenagerne møder hinanden på hospitalet, hvor de forelsker sig og pludseligt ser livet fra andre perspektiver end deres egne. Det plejer jo at være meget sundt, uagtet CF eller ej. Da de ikke må røre, kysse eller nærme sig hinanden – det er simpelthen fatalt – blomstrer kærligheden og hormonerne uforløst.

Hvor "En flænge i himlen" var vellykket og rørende, har det siden da knebet gevaldigt med de oprigtige hensigter for sick flick-undergenren. Quirky "Me and Earl and the Dying Girl" og navlepillende "Midnight Sun" plukkede afpillede hyacinter i misforstået dyrkelse af svælgende sentimentalitet. "Five Feet Apart" går skridtet videre og trækker desperat en spirende tåreperser op med jord og rod.

Uskyldig førstegangs-forelskelse kontra mødet med dødens absolutter serveres bedst dampende varmt. "Five Feet Apart" er til forskel fra de smagfuldt medrivende historier aparte sødlig og kold. Leveringen af alt fra tuttenuttede kærlighedserklæringer til nysnittede-løg-most-i-øjnene-møder med den onde-onde virkelighed krummes uengageret ned på gulvet. Kalkuleret og kunstigt ender cystic fibrosis som letkøbt plot device og carpe diem-metafor om distancering og teenage-usikkerhed frem for en hjertelig beretning om at værdsætte forelskelsen og livet, mens vi har det.

Selvfølgeligt kan det diskuteres, hvorvidt målgruppen af kærlighedshungrende tweens og teenagepiger ikke rammes lige der, hvor deres følsomme, små hjerter slår. For alle de oplagte tricks tages i brug. Med en spilletid på over to virkeligt kedelige timer, hvor "Twilight"-dramatik og årets mest fjollede last minute rescue mødes til klodset dans, kan det ikke undgås, at der bliver trådt på tæerne til ungdomsklubfesten. Blottet for charme og sødme begraves "Five Feet Apart" i stedet six feet under, forhåbentlig uden at flere sick flicks skal hyppes lige foreløbigt.

Dødelig sygdom og nyforelskelsens lykke er bittersød, når sammenkogt med de rette ingredienser. "Five Feet Apart" understreger imidlertid, at romantiske sick flick-teen-dramaer for alvor er endt i den tyndkogte ende, selvom den muligvis kan ramme få hjerter blandt landets mest kærlighedssyge publikum under den kriminelle lavalder.

Five Feet Apart