Anmeldelse: Proxima

Filmens stræben efter realisme er desværre både dens svaghed og styrke, og "Proxima" ender middelmådig uden noget på hjerte.

Med sin tredje spillefilm har den franske instruktør Alice Winocour lavet et drama om en kvindelig astronauts forberedelse til en tur ud i rummet. Selvom "Proxima" giver et realistisk indblik i, hvad det vil sige at være astronaut, udebliver både spændingen og de helt store følelser. I modsætning til rum-genrens storfilm som "Apollo 13", "First Man" og "Gravity", der både er mere action-packed, visuelt spektakulære og spækket med Hollywood-stjerner, har "Proxima" fødderne solidt plantet på jorden.

Den enlige mor Sarah (Eva Green) er én af tre astronauter, der snart skal afsted på en et år lang mission i rummet. Sarah går en hård periode i møde, hvor hun samtidig med den ekstremt hårde træning, det kræver at blive klar til den krævende rejse, skal forberede sig på at være væk fra sin syvårige datter, Stella (Zélie Boulant).

Eva Green, der nok er bedst kendt som Vesper Lynd i James Bond-filmen "Casino Royale", spiller rollen som Sarah. Green formår til perfektion at give liv til Sarahs stræben efter at være god mor og god astronaut og at få de to ting til at gå op i én enhed. På elegant vis giver hun liv og nerve til filmens velskrevne dialog. Som et af filmens få lyspunkter er Greens præstation desværre ikke tilstrækkelig til at gøre "Proxima" rigtigt interessant.

Et andet velfungerende element er filmens dialog, skrevet af Winocour selv, der holder sig fra at udpensle budskabet. Musikken, der fornemt underbygger dialogen og den generelle stemning, er komponeret af Oscar-vinderen Ryuichi Sakamoto, der blandt andet har stået bag musikken til storfilm som "Den sidste kejser" og "The Revenant". Japanerens smukke toner er filmen igennem perfekt afbalanceret og intensiverer og forstærker de følelsesladede scener og dramatiske øjeblikke på elegant vis. Det er tydeligt, at Winocour fokuserer på filmens realisme, hvilket delvist lykkes. Enkelte steder i historien knækker troværdigheden dog i forsøget på at understrege Sarahs moderinstinkter. For eksempel når hun midt i en vigtig briefing må ud og lede efter sin datter, der pludselig er forsvundet. Scener som denne gør desværre, at historien til tider virker konstrueret, hvilket forstyrrer den realisme, der ellers præger "Proxima".

Det er ofte svært at fornemme, hvad Winocour vil med sin film, andet end noget, vi har set adskillige gange – nemlig at skildre en kvinde i en mandsdomineret branche. Det lykkes bare ikke for "Proxima" at ramme dette emne så dybt, at det kan mærkes. I filmen er der ellers mænd nok, der potentielt kunne have været Sarahs modstandere. Havde Matt Dillons rolle som Sarahs kollega Mike haft mere sexistisk kød på, ville det personlige drama have været interessant at overvære. Også Sarahs eksmand kunne have ført noget interessant med sig. I begge tilfælde er modstanden desværre overfladisk, og Sarahs kampe udebliver, og det samme gør filmens relevans. Ikke at det nødvendigvis skulle ende ud i en decideret magtkamp mellem kønnene, men da det er i den retning, filmen peger, er den nødt til at lade problematikken komme derud, hvor det gør rigtig ondt. I modsat fald ender den ud i ingenting – som tilfældet lidt er.

Filmens stræben efter realisme er desværre både dens svaghed og styrke, og "Proxima" ender som en middelmådig film uden noget på hjerte. Selvom den har fødderne solidt plantet på jorden, en fantastisk Eva Green og et velfungerende score, havde det været befriende, hvis Alice Winocours film indimellem havde haft modet til at bevæge sig ud på usikker grund og lade publikum mærke den smerte og kamp, der ligger latent i hovedpersonen Sarah.