Anmeldelse: Midnight Mass – Sæson 1 (Netflix)

Mike Flanagan balancerer på mesterlig vis uhyggen og skaber sit mest modne værk til dato med livsnære karakterer og skræmmende, presserende tematikker.

Jordan Peele, Ari Aster, Robert Eggers. En treenighed, der i deres egen ret har gjort sit for at agere gyser-modgift til lavbudgets-cash-ins fra Blumhouse og Stephen King-filmatiseringer. Hvem der synes at bevæge sig i mellemlandet af kunstneriske ambitioner og mainstream-gyset er "Doctor Sleep"-instruktøren Mike Flanagan. Gennem sit samarbejde med Netflix har han fremmanet konceptfilm som "Geralds farlige leg" og "Hush" samt frygtindgydende, men dybt reflekterende skrækserier som "The Haunting of Hill House" og "The Haunting of Bly Manor". Med "Midnight Mass" ringer klokkerne dog ind til Flanagans bedste, mest dybsindige værk til dato, der bestemt ikke er uden skrækindjagende sekvenser.

Den tørlagte alkoholiker Riley Flynn vender tilbage til øsamfundet Crockett Island. Eftersom han netop er blevet løsladt fra fængslet efter dybt beruset at have kørt en ung kvinde ned, møder beboerne ham med en vis tøven. Det modsatte sker for den nyligt ankomne præst Father Paul, der med sin karismatiske og dybfølte væremåde ikke møder andet end kærkommen kærlighed. Det fattige og halvdøde øsamfund synes pludselig at blomstre med liv og mirakler – alt sammen med Fadervor som instigator.

"Midnight Mass". Lyder titlen bekendt? Den garvede Flanagan-fan erindrer nok "Hush" og "Geralds farlige leg", hvor titlen optræder som easter eggs. Det er faktisk intet mindre end ti svimlende år, Mike Flanagan har båret rundt på denne fortælling i håbet om at realisere sin personlige historie. Alkoholisme, religion og frygten for fanatisme har formet instruktøren som individ, og ideerne flyder gennem "Midnight Mass", som var det Jesu blod. Eksempelvis har Father Paul lange samtaler med Riley Finn om skyld og synder, om tilgivelse og Gud. Seriens modne håndtering af eksistentielle og filosofiske emner er så omfangsrig, imponerende og bjergtagende, at "Midnight Mass" transcenderer dens mageløse mysterie, dens monster-mytologi og dens ulmende uhygge.

Hvor "Hill House" var første trin, var "Doctor Sleep" andet trin i bearbejdelsen af afhængighed og alkoholisme. Flanagan sammenligner misbrug med religiøs fanatisme, for hvad er forskellen egentlig på stemmen i dig, der siger "Drik den øl", og stemmen, der siger "Drik den kool aid"? Som al god folk horror fremmaner vanviddet en umenneskelig uhygge, der er mere skræmmende end monstrene, som lurer i skyggerne. Noget rumsterer nemlig i udkanten af Crockett Island – et øsamfund, der har mødt så meget modstand og uretfærdighed, at mange hilser pludselige mirakler velkommen uanset deres tvivlsomme ophav.

Få er dog ikke positivt stemte over for forandringerne, og i sammenstødet fungerer serien forunderligt som et mikrokosmos af nutidens USA. Gravide Erin Greene, spillet fabelagtigt af Kate Siegel, danner et bånd til Riley og lægen Sarah Gunning, hvis videnskabelige tilgang til de mystiske hændelser bringer endnu en spændende dimension. Generelt er skuespillet enestående, men det er Hamish Linklater som Father Paul, der med sin umiddelbarhed og besnærende karisma tryllebinder selv seeren til at gøre, hvad han siger. Og så kan hans højre hånd, Beverly Keane, godt gå hen og blive den mest hadede karakter siden Dolores Umbridge.

Jeg tilgiver dig, Mike Flanagan, for de små, til tider halvsløje dialoguvekslinger. Jeg tilgiver dig for uhyggen, der ikke er så flashy som i "Hill House", og som unægteligt vil skuffe gyserfanatikerne i dit publikum. Jeg tilgiver dig for de hjerteknusende twists and turns, der rev mig rundt i manegen. Rejs dig nu som en ny mand, et nyt geni. Jeg prædiker nu, at "Midnight Mass" er instruktørens hidtil bedste, mest dybtfølte værk, og profeterer dernæst, at Mike Flanagan er mainstreamgyserens Messias. Løft jer, Flanagan-fans. Det er tid til Exodus – midnats-massevandring til Netflix.

Anmeldelsen er baseret på hele serien.