Brugeranmeldelse: The Fog (1980)

Det er ikke stor filmkunst, Carpenter bringer os, hvad vi vel heller ikke forventer af ham.

"The Fog" er en gammeldags spøgelsesfilm af den slags, man f.eks. fortæller siddende foran et bål om natten, og det er også lige netop sådan, at John Carpenter har valgt at åbne sin film op – for derefter at lade os se, hvad der sker, når historie bliver til virkelighed, altså indenfor filmens egne rammer.

Fortællingen er ganske simpel, giver sig ikke tid til større psykologiske udredninger, og det er ærlig talt slet ikke vildt uhyggeligt (lidt skræmmende er det dog i flere scener). Men det fungerer alligevel i al sin enkelthed, da handlingen fortælles stramt uden for mange ligegyldigheder, har et fint fremdrev og hænger godt sammen, og så er filmen ganske stemningsfuld på den klassiske måde, foruden at være teknisk pænt lavet.

Se også: Brugeranmeldelse: The Thing (1982)

Desuden er den fri for irriterende skrigende teenager-tendenser, men har en god blanding af rigtige mennesker i forskellige aldre. Man kan i et par scener måske kritisere den for, at de ikke altid opfører sig lige troværdigt, men på den anden side, hvem ved, hvad der er troværdigt i en spøgelsesfilm, der i sig selv ikke ligefrem er sandsynlig.

På skuespillersiden er den intet at råbe hurra for, men alligevel overbevisende nok til, at man tror på karaktererne, så de holder i forhold til plottet. Musikken er skrevet, som han også har gjort flere gange før og efter, af Carpenter selv, og selv om den er meget minimalistisk og minder om det meste andet, han har lavet, så er den uhyre effektiv og understøtter filmen godt uden at overdrive det, der sker.

Det er ikke stor filmkunst, Carpenter bringer os, hvad vi vel heller ikke forventer af ham, men det er effektiv og solid underholdning fra en mand, der dengang kunne skrue en god film sammen.

The Fog (1980)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

The Fog (1980)

  • ★★★★0

    Ikke lige Carpenters finest hour, men stemningen er god. Det var vist også dét. 

    Babo16-09-19 17:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen