Årets CPH:DOX tiltrak over 100.000 publikummer

Den danske (og internationalt anerkendte) filmfestival hittede både i biograferne og på sin officielle onlineplatform.

Efter to års coronaramte festivalprogrammer bød dette års CPH:DOX på et væld af fascinerende danske og internationale dokumentarfilm i de danske biografsale – endda over hele landet.

Og i en spritny pressemeddelelse gør CPH:DOX status over årets salgstal, og nok en gang har Danmarks største filmfestival imponeret på publikumsfronten.

Samlet blev årets filmprogram på CPH:DOX set af et publikum på 108.800, hvoraf seertallene på festivalens streamingplatform (doxonline.dk) i 2022 tegnede sig for ca. 25 procent.

Læs også: 20 kommuner kickstarter nyt samarbejde med CPH:DOX

CPH:DOX har også afsløret årets 10 mest sete titler, og halvdelen af produktionerne er i øvrigt danske:

  • 1. Into The Ice (instr. Lars Ostenfeld, Danmark 2022)
  • 2. Navalny (instr. Daniel Roher, USA 2022)
  • 3. Fire of Love (instr. Sara Dosa, USA 2022)
  • 4. TSUMU - Where do you go With Your Dreams (instr. Kasper Kiertzner, Danmark 2022)
  • 5. A House Made of Splinters (instr. Simon Lereng-Wilmont, Danmark 2022)
  • 6. Nothing Compares (Kathryn Ferguson, USA 2022)
  • 7. L.A.R.S.T. H.U.G. VEGA Koncert - G.R.E.A.T.E.S.T. L.I.V.E (instr. Niklas Konoy, Lars Hugh Uno Grammy, Danmark 2022)
  • 8. Ascension (instr. Jessica Kingdon, USA 2021)
  • 9. This Much I Know to be True (instr. Andrew Dominik, UK 2022)
  • 10. Taliban Land (instr. Nagieb Khaja, Danmark 2022)

CPH:DOX' kunstneriske leder, Niklas Engstrøm, fastslår i øvrigt, at DOX:DANMARK-initiativet (som medførte mini-dokumentarfestivaler i 21 af landets kommuner) vil blive styrket i 2023:

"Vores nye satsning DOX:DANMARK har fået en fantastisk start. Under årets festival var en lang række kulturhuse, biografer og biblioteker fra i alt 21 kommuner med i initiativet. Ambitionen er, at de med filmarrangementer, events, talks og debatarrangementer skal være med til at sætte tidens vigtigste temaer og udfordringer på dagsordenen.

"Med DOX:DANMARK bidrager vi som festival til at styrke det lokale medborgerskab og aktivt involvere borgerne i de deltagende kommuner. Vi vil meget gerne udvide satsningen i 2023 og give flere kommuner mulighed for at være med, hvilket vi lige nu arbejder på at finde den ekstra finansiering til."

Der er netop blevet åbnet for tilmeldingen af film til CPH:DOX 2023, og her på Moovy ser vi naturligvis allerede frem til næste års udgave af den fænomenale filmfestival.

Kommentarer

Årets CPH:DOX tiltrak over 100.000 publikummer

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen