Årets Guldpalme vundet af fransk body horror-film

"Titane" tager årets hovedpris på den franske filmfestival.

Verdens nok mest prestigefyldte filmfestival på Cannes rundede i går af med prisoverrækkelsen, der helt som forventet bød på overraskelser. Det lå dog ikke i kortene, at den franske chokfilm "Titane" gik hen og vandt årets hovedpris, Guldpalmen. Også selvom årets jurypræsident, Spike Lee, kom til at afsløre vinderen allerede ved showets åbning.

SE OGSÅ: INSTRUKTØREN BAG FRANSKE "HOLY MOTORS" ÅBNER CANNES MED DEN SYREDE MUSICAL "ANNETTE"

"Titane", der beskrives som et vanvittigt miks af body horror, hævnfilm og feministisk gys med et snas New French Extremity, synes at være én af de mest kontroversielle Guldpalme-vindere siden den belgiske mockumentary "Man Bites Dog" fra 1992.

Julia Ducournau blev blot anden kvindelige instruktør, der vandt hovedprisen, og det er første gang nogensinde, at en kvinde ikke deler Guldpalmen. Da newzealandske Jane Campion vandt den i 1993, delte hun den med kinesiske Chen Kaige for "Farvel min konkubine".

Ducournau debuterede i 2016 med ungdomskannibalfilmen "Raw", der også fik verdenspremiere på Cannes.

Skandinaviske prisvindere

Cannes' andenstørste pris, Grand Prix, blev delt mellem den dobbelte Oscar-vinder Asghar Farhadi ("Alle ved det") for "Ghahreman" og finske Juho Kuosmanens "Hytti nr. 6".

Juryens pris blev delt mellem thailandske Apichatpong Weerasethakuls "Memoria" og israelske Nadav Lapids "Ha'berech".

Ikke kun Finland rendte med opmærksomheden. For Bedste kvindelige hovedrolle vandt Renate Reinsve for rollen i norske Joachim Triers tredje del af Oslo-trilogien, "Verdens værste menneske". Bedste mandelige hovedrolle gik til yderst talentfulde Caleb Landry Jones ("The Outpost") i den australske "Nitram", baseret på Port Arthur-massakren.

Instruktørprisen gik til excentriske Leos Carax for musicalen "Annette", mens manuskriptprisen blev tildelt japanske Ryusuke Hamaguchi for Haruki Murakami-filmatiseringen "Drive My Car".

"Titane" er allerede købt til dansk biografdistribution af Another World Entertainment. Der er dog indtil videre ingen oplysninger om hvornår den udsendes herhjemme.

Kommentarer

Årets Guldpalme vundet af fransk body horror-film

  • ★★★★1

    Kunne virkelig godt lide Raw. Denne her skal også ses. 

    Babo18-07-21 16:52

  • 1

    Kunne virkelig godt lide Raw. Denne her skal også ses. 

    Lige præcis. Raw var fed, så vil glæde mig rigtig meget til denne.

    Nagash20-07-21 09:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen