Der kommer flere "Star Trek"-tv-film efter "Star Trek: Section 31"

Vi har ikke fået en "Star Trek"-biograffilm siden 2016, men trekkies kan åbenbart se frem til adskillige "Star Trek"-spillefilm på streamingfronten.

Forleden blev den næste "Star Trek"-film annonceret: "Star Trek: Section 31" med den Oscar-belønnede Michelle Yeoh ("Everything Everywhere All at Once") i hovedrollen som en fremtidsagent for den tophemmelige, CIA-agtige organisation Section 31.

Men "Star Trek: Section 31" lander ikke i biffen – i modsætning til franchisens 13 forrige spillefilm – men udkommer i stedet på streamingtjenesten Paramount+ i USA og formentlig på SkyShowtime herhjemme.

Og ifølge en ny rapport på The Hollywood Reporter, så bliver "Star Trek: Section 31" den første af mange kommende "Star Trek"-streamingfilm, som p.t. er på tegnebrættet.

Se også: Enterprise og Spock er tilbage i første trailer til 2. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds"

"Star Trek"-franchisens hovedproducer, Alex Kurtzman, planlægger at lave en ny "Star Trek"-film hvert andet år ifølge THR. I så fald er det meget muligt, at trekkies får lov til at gense flere af deres gamle helte i aktion, når nu man ikke skal betale for at hyre dem til at optræde i en hel tv-sæson, men i stedet "blot" et par timers levende billeder.

"Star Trek: Section 31" var oprindeligt tiltænkt som en tv-serie, før Paramount+ og CBS Studios skiftede kurs og valgte at producere en film i stedet. Ifølge THR bliver filmen et mix af "Mission: Impossible" og "Guardians of the Galaxy".

"Star Trek"-franchisen lever i bedste velgående på seriefronten i øjeblikket. Den 3. (og sidste) sæson af "Star Trek: Picard" blev afrundet i dag, mens både "Star Trek: Lower Decks", "Star Trek: Prodigy", "Star Trek: Discovery" og "Star Trek: Strange New Worlds" har nye sæsoner i støbeskeen, og franchisens 12.(!) tv-serie, "Star Trek: Starfleet Academy", blev annonceret for en lille måned siden.

Men som sagt er "Star Trek"-franchisen gået lidt i stå på filmfronten, hvor mange projekter er blevet droppet, siden "Star Trek Beyond" udkom i 2016. Vi mødte i sin tid holdet bag netop dén film, og de interviews kan du se herunder:

Kommentarer

Der kommer flere "Star Trek"-tv-film efter "Star Trek: Section 31"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen